Hvad koster en hvalp og er det dyrt? Tja, hvornår er noget egentlig dyrt eller billigt? Det kommer altid an på øjnene, der ser, men der er da ingen tvivl om, at hvalpe helt generelt er blevet dyrere i løbet af de sidste par år, og ikke alle køb er lige gode. Når jeg siger sådan, så er det ikke for at sige, at nogle hvalpe er for dyre og andre ikke, men mere en reflektion over, hvad du får eller burde få for pengene. I denne artikel kommer jeg omkring følgende
- Udbud og efterspørgsel – den grundlæggende prismodel
- 8 ugers hvalp contra ældre/genbrugshvalp
- Eksempler på prisniveau anno 2022
- Det du faktisk bør betale for: Arv og miljø!
- Stop hvalpefabrikker
- En høj pris er ingen garanti
- Det vigtigste, når du skal købe hvalp
Hvalpepriser er steget under corona i 2019-2021, hvor mange havde tid og lyst til at få en hvalp. Tiderne er nu blevet mere normale på hvalpefronten og måske falder priserne tilbage igen, det ved vi først om nogle år. Og faktisk kunne jeg godt tænke mig også at stille spørgsmålet; Hvor billig må din nye hvalp være, før du bliver bekymret – altså kan en hvalp reelt også være for billig?
Udbud og efterspørgsel – den grundlæggende prismodel
Lad os se lidt på det, som man oftest hører om – nemlig at prisen er for høj. Hvad er det egentlig, der bestemmer prisen? Først og fremmest er det udbud og efterspørgsel, som i al ikke reguleret handel. Udbud handler naturligvis om hvilke hvalpe, der laves, og det retter sig ret meget ind efter den anden variable, nemlig efterspørgslen. Og efterspørgslen afhænger af mange forskellige ting, fx hvilke hunderacer, der er populærer.
“Modehunde”
I perioder er nogle hunderacer mere populærer end andre, fx hører jeg en del i denne tid om american bully – en race, jeg ikke kendte til, før en ejer af sådan en kom i klemme og appellerer til offentligheden – hunden var taget af politiet, papirerne var ikke helt i orden, og politiet mente, at det var en ulovlig kamphund, hvad en voksen american bully meget nemt kan ligne. Hvorfor den har fået så stor popularitet ved jeg ikke, men et par opslag på internettet viser, at der nok er større efterspørgsel end udbud, da prisen pt ses til omkring 25.000 kr.
Prisen afhænger utroligt meget af hvor populære racen er, netop når du spørger, og selvom det gør mig trist at sige det, så hænger populariteten oftest sammen med udseende. Ind imellem avles så voldsomt på bestemte træk hos hunden, at det koster på hundens sundhed, og det trækker – heldigvis – i den anden retning i forhold til prisen, da det betyder, at racens så må fravælges igen, og et mere seriøst avlsarbejde kan finde sted.
Desværre ses disse avlbetingede sygdomme/svagheder oftest så sent, at racer er blevet avlet skævt, og der må et både målrettet og meget seriøst avlsarbejde igang for at rette op på tidligere fejl – der er mange eksempler, fx den franske bulldogs flade næse, der blev så flad, at den næsten ikke kunne trække vejret, eller den skrå ryg på schæfterhundene, der gjorde, at de næsten ikke kunne bruge deres bagparti. Diverse klubber, der står bag udstillinger og racestandarder har deres del af skylden for det, fordi man tidligere præmierede netop et sygeligt udseende. Min opfattelse er, at det ansvar tages andeledes seriøst i dag, dog uden at jeg har særlig stor føling med udstillingsverdenen.
“Coronahunde”
Under corona i 2020 & 2021 skete der det, at alle hvalpe steg i pris. Det skyldes selvfølgelig, at efterspørgsel steg voldsomt, mens udbud blev mindre, da der ikke var fri bevægelighed over grænserne og man kunne derfor ikke hente en hvalp i udlandet.
I dette tilfælde steg efterspørgslen ikke kun på nogle racer, men på alle fordi familien Danmark pludselig havde tid til og mulighed for at være noget for en lille hvalp. Mange arbejdede hjemme, og derfor blev det overskueligt at ha’ hund – og for nogle var det også en måde at få tiden til at gå, og ikke alle nåede at tænke det igennem, hvorfor dyreinternaterne oplevede mange indleveringer af hunde, da man igen skulle til at arbejde ude. Desværre!
8 ugers hvalpe contra ældre hvalpe
Også hvalpens alder har noget at sige. En hvalp på 8 uger foretrækkes af de fleste, der vil have hvalp, og det er der flere grunde til. Dels er der nuttethed-faktoren, som alle hvalpe har, og som går lige i hjertet på de fleste af os. Men der er også en meget praktisk årsag, nemlig at hvalpe, der er 8 uger gamle, er meget påvirkelige, og som ny ejer af en 8 ugers gammel hvalp, så har du stor indflydelse på, hvordan hvalpen kommer til at opfatte omverdenen. Køber du en 6 måneders hvalp – eller unghund, for det er nok snarere, hvad det er – så er den vigtige socialiseringsfase overstået, og meget af hvalpens opfattelse af nye ting, mennesker, lyde mv er forholdsvis fastlagt.
Så en 8 ugers hvalp er enormt påvirkelig, og du kan virkelig komme langt med den på kort tid – men du kan virkelig også ødelægge meget på lige så kort tid. Derfor giver det også rigtigt meget mening at sørge for at komme godt fra start, fx via hvalpeguiden “Klar, Parat, Hvalp”, der giver gode råd og tips til alt fra hvalpesikring af hjemmet, til hvordan du sikrer en træt og velafbalanceret hvalp i dagligdagen. Det handler om at være klædt godt på til den første vigtige tid, faktisk fra før hvalpen ankommer i hjemmet. Du kan læse mere om den første vigtige tid her.
At meget kan gå galt i de første måneder er en del af årsagen til, at der ikke er så stor efterspørgsel efter en “ældre hvalp” eller en unghund, om man vil. Hvis man ønsker at sælge sin 6 måneder gamle unghund, så står man typisk også i en træls situation, som man bare skal ha’ løst – og det afspejler prisen naturligvis også. Lad os prøve at se hvordan det her virker på et udpluk af racer:
Hvad koster en ruhåret hønsehund – eller en anden jagthund?
Efterspørgsel er som regel begrænset til de, der går på jagt, især når vi taler om hunde, der er avlet til at arbejde selvstændigt på at finde vildtet. Det drejer sig fx om stående og stødende jagthunde, der også kræver en del motion og træning i selvstædigt arbejde på mark og i krat og skov. Efterspørgsel bliver ikke større af, at de fleste jægere helst vil ha’ hvalpe i foråret – i vinterhalvåret har de nemlig ikke tid til at have hvalpe, der bruges fritiden ofte på jagt 😉 Det holder typisk prisen lavere end øvrige racer, i skrivende stund, foråret 2022, typisk under 10.000 kr.
Hvad koster en retriever?
Er det ikke en jagthund? Åh jo. Men en jagthund, der er avlet til at arbejde efter skuddet og derfor ikke så selvstændig en race. Faktisk er retriever (og labrador) nok nogle af de mest samarbejdende racer, du kan finde, og derfor er der større efterspørgsel på dem med deres milde sind og behagersyge væsen, der også gør dem til gode familiehunde, og det ses i prisen, der ofte er højere end for de andre jagthunde, altså typisk mellem 10.000 og 15.000 kr. Jeg mener ikke, at andre jagthunderacer ikke er gode familiehunde, men alle racer kræver, at de bruges til det, de er avlet til, og det kræver meget mere at opfylde en stående hunds behov end en retriever eller labrador.
Hvad koster en Bichon havanais – eller andre små selskabshunde?
Lige som jeg skriver denne artikel er Bichon havanais en af de mere populære racer, og det er også en sjov, sød og hyggelig hund. Det er der også mange andre selskabshunde, der er, og de små selskabshunde er nemme at ha’, de kræver ikke så meget motion og de er typisk meget loyale. I et samfund, hvor flere og flere flytter til byen og iøvrigt bor alene, så kan en lille hund være et perfekt match. Prisen for disse svinger selvfølgelig, men oftest er de pt mellem 15.000 og 20.000 kr.
Hvad koster en doodle – eller en anden blandingshund?
Og det er et godt spørgsmål, for der er selvfølglig forskel på hvilken blandingshund, du køber. Men doodler er så absolut vokset i popularitet, og de findes i mange kombinationer. Det undre ofte, at blandingshunde kan være meget dyre, da en blandingshund i sagens natur kan falde ud meget forskelligt fra sine forældre, og man derfor i endnu højere grad ikke ved, hvad man køber.
Men sådan er det altså, og priser på doodles ses pt til omkring 18.000 kr., når ikke der må avles på dem og op til 35.000 kr., når der må. På den hjemmeside, jeg har fundet priserne på, fremgår det, at avlsdyrene er så dyre, fordi de bliver “testet for alt nødvendigt, herunder gentest”. I mine øjne burde avlere imidlertid lader alle deres avlshunde teste for de udfordringer, som er kendt for racen (racerne, hvis det er blandingshunde), eller som man er bange for, at racen kan få, og det handler ikke om hvorvidt afkommet skal bruges i avl eller ej, men om at de hvalpe, der laves, er så sunde som muligt.
Og det bringer mig til den bekymring, som jeg oftest har, når vi udelukkende taler om prisen for hvalpen, og ikke hvad man egentlig betaler for. For efter min mening kan en hvalp faktisk blive for billig!
Alt det, du bør betale for – arv og miljø!
Når jeg tænker, at en hvalp ikke kun kan være for dyr, men faktisk også kan være for billig, så er det fordi, at alt det forudgående arbejde med avlsdyrene, det har en pris. Så hvis du ikke betaler en ordentlig pris for en hvalp, så betaler du netop ikke for det arbejde, der ligger bag opdrættet – og så tænker jeg heller ikke, at du får det.
Og nu kan jeg høre, at nogen tænker – “nå ja, betyder det virkeligt så meget… Jeg skal jo bare ha’ en familiehund, jeg skal ikke selv avle eller gå på prøver eller til konkurrencer, så det er ligegyldigt for mig…” Men JO, det betyder noget! Læs med lidt endnu, så forstår du helt sikkert, hvad jeg mener.
Arv
Når du køber fra en seriøs opdrætter, så sikrer du dig, at hvalpen kommer fra sunde forældre – og det ved du, fordi ejeren har fået forældredyrene tjekket, ikke bare i forhold til sundhed, men også på fysiske og mentale prøver. Jeg har jo breton, og derfor kan jeg nemmest illustrere det udfra netop den race, men jeg ved, at mange racer har lignende kriterier for avl.
Så hvis du vil købe en breton fra øverste hylde, så leder du efter en hvalp i kategori 1. For at kunne avle i den kategori, så er forældredyrene både tjekket i forhold til HD (hoftedysplasi) og fundet HD-fri, ligesom de er præmierede indenfor jagt, apportering og udstilling. På den måde sikres, at disse hvalpe har de bedste betingelser for at være gode og sunde repræsentanter for racen, og at du, som hvalpekøber, får en hvalp med de rette forudsætninger, såvel fysisk som mentalt. Du kan se mere om det på bretonklubbens retningslinjer for avl
Det betyder jo ikke, at der ikke kan avles udenom bretonklubben, blot at du kan sikre dig, at der er gjort et kæmpe arbejde for at finde de mest egnede forældredyr, hvis du følger disse retningslinjer, når du køber breton.
Miljø
Men en ting er genetik, en anden er det vigtige arbejde, som en opdrætter laver, når hvalpene er kommet til verden. Der sker ufatteligt meget for hvalpene i de første 8 uger, hvor de er hos opdrætter, og selvom de første 3 uger stort set kun handler om at være hos moderen, så handler det om meget andet end at få varme og mælk.
Hvalpene bliver nemlig også påvirket af deres mors sindstilstand, så det er utroligt vigtigt at den lille familie får ro og fred og at moderen føler sig tryg – og lige så vigtigt er det faktisk, at de senere, fra ca 4 uger, får lov at opleve forskelligt, altid positivt. Det er også vigtigt, at de til den tid bliver rørt ved, at de bliver bekendt med at mennesker er søde, og at de, når tiden er klar til at skulle hjemmefra, lander i den rigtige familie.
Den enormt vigtige socialisering starter altså, mens hvalpene endnu er hos opdrætter, og derfor er det værd at betale mere for en hvalp, der har været hos en opdrætter, der tager sit ansvar seriøst – efter min mening. Hvis du klikker på billedet herunder, kan du se min Saga på den “sanse- og udforskebane”, som opdrætteren havde lavet til hvalpene, og som han stille og roligt udbyggede, så de blev mere og mere fortrolige med underlige underlag, sjove lyde og vippende “gulv”, alt sammen noget, der gør dem mindre følsomme for nyt underlag i fremtiden.
Alt det, der sker hos opdrætteren, det har betydning for den hvalp, du får med hjem – men du har ikke direkte indflydelse på det. Det afhænger fuldkommen af hvor go’ en opdrætter, du køber hvalpen hos, så det at vælge hvilken hvalp du skal have, handler ikke bare om at bestemme ikke alene racen og selve hvalpen, men i lige så høj grad opdrætteren. Læs mere her om at træffe de rigtige valg, når du skal have hvalp.
Hvis fx moderen er stresset og ikke får ro i de første uger, så sætter det sig i hvalpen. Eller hvis den vokser op uden at møde mennesker og nye ting, så vil den være forbeholden for nyt, og måske ikke komme over det – især ikke, hvis du ikke er opmærksom på det – og det kan sætte sig i hvalpen til angst og som en følge af det, aggression.
Så jo, det ER vigtigt, også når vi taler om familehunde. Og det er her, jeg bliver bekymret, når jeg ser meget billige hvalpe. Netop fordi her er risikoen, at man fravælger præcis det, hvalpen har allermest brug for for at blive sund, fordi man vil spare lidt, bare vil ha’ en hvalp hurtigt, eller ikke orker at skulle undersøge forud for handlen. Det betyder dårlig trivsel, ikke alene for moderen, men også for hvalpen, for dens adfærd og mentale udvikling, og dermed for jeres samarbejde og – i sidste ende – dig selv. Det leder helt automatisk til en advarsel om hvalpefabrikker, der er lige så forfærdelige, som de lyder
Stop hvalpefabrikker
Hvalpefabrikker er en massebetegnelse for steder, der laver opdræt som en iskold business uden hensyntagen til hverken mor eller hvalp. Moderen bliver ofte misbrugt ved alt for mange fødsler, alt for tæt på hinanden, og hvalpene oplever netop her typisk stress og angst fra deres mor, de tages fra moderen for tidligt, og de oplever ikke noget positivt i deres korte liv, før de fragtes – i mange tilfælde meget langt – til deres nye ejer.
Netop for at undgå dette, er der i efteråret 2021 fremsat et borgerforslag kaldet Freyas lov, der går ud på at du som køber af hvalpe kun kan købe direkte fra opdrætter eller i internater. Det betyder bl.a at du kan se moderen og hvalpene flere gange, inden du overtager hvalpen mv. Indtil det forhåbentlig bliver vedtaget, så er det altså op til dig som køber, at undgå alt der måtte minde om hvalpefabrikker. Du kan se mere om, hvordan du sikrer dig ikke at støtte hvalpefabrikker, når du leder efter din nye bedst ven, i denne artikel om at vælge den rigtige hvalp.
En høj pris er ingen garanti!
Nu skulle man tro, at en høj pris så automatisk sikrer, at baggrunden for hvalpen er i orden. Men sådan er det bare ikke, så som køber, så er det altså dig, der skal sørge for, at din hvalp har fået de bedste forudsætninger for at kunne udvikle sig og trives bedst muligt – uanset prisen på hvalpen.
Hvad en hvalp må koste vil – ligesom meget andet – altid afhænge af udbud og efterspørgsel, men jeg synes, at du som køber har et ansvar for at sørge for, at støtte de avlere, der sørger for gode rammer for såvel mor som hvalpe, og dermed giver dig den bedste, sundeste og mest velafbalancerede hvalp.
Det vigtigste, når du skal købe hvalp
Det vigtigste, når du skal købe en hvalp er efter min mening ikke, hvad du skal give for den. For helt ærligt, så er købsprisen småting i forhold til, hvad din hvalp kommer til at koste dig igennem hele dens liv, når vi ser på foder, udstyr, forsikring, dyrlægeregning, hundepension, træning osv, osv.
Rundt regnet siger man, at du skal regne med i gennemsnit at bruge omkring 1.000 kr om måneden på hunden i hele dens levetid, så du kan godt se, at selve købet bare er begyndelsen, og det er vigtigt, at du har råd til det, der kommer derefter også – ellers skal du simpelthen ikke købe hunden.
For de fleste hundeejere er hunden en væsentlig del af familien, og familie koster nu engang det, den koster. Set fra den vinkel så må det vigtigste, når du vælger en hvalp, derfor ikke være selve købsprisen, og heller ikke de udgifter, der følger, men at hvalpen og senere hunden har det godt, at den passer ind i din dagligdag – og at den trives hos dig! Derfor er det vigtigt, at den hvalp du køber, har de bedste forudsætninger for at få et godt liv hos dig, så før du køber hvalpen, skal du altid (istedet for prisen) overveje følgende:
- Passer racen til det, som jeg kan tilbyde en hund? Ellers vil der være mistrivsel hos jer begge!
- Er det det rigtige tidspunkt at få hund set i forhold til familie- og jobplaner? Især hvalpens første måneder er vigtige for hvalpens udvikling, vær forberedt på den tid via denne guide – start i go’ tid!
- Er det her en sund hvalp, både fysisk og mentalt? Her spiller opdrætter en stor rolle!
Du kan læse mere om at vælge den rigtige hvalp og om hvalpens første tid her.
Lad mig gerne høre, om du er enig eller har kommentarer til min artikel, skriv herunder og hjælp mig derved med at få flere vinkler på netop det her – TAK 😊