Det kan være svært at få sin nye hvalp renlig, det sker for mange af os. At få en ny hvalp er på mange måder en omvæltning, men ikke mindst det at hvalpen blot sætter sig, når den føler trangen til at gøre sig ren, udfordrer mange, også garvede hundefolk. Men du kan sagtens lære din hvalp, at den ikke skal tisse indenfor, og det endda på under en uge. I denne artikel kan du lære hvordan du får en renlig hund på under en uge med denne guide i hvalpe renlighedstræning. Vi kommer omkring følgende:
- Det fundamentale i renlighedstræning
- Sådan er du konsekvent i renlighedstræning
- Opsummering
- Ofte stillede spørgsmål
Det er vigtigt at du tager renlighedstræningen seriøst, for det er en væsentlig del af fundamentet for jeres fremtidige arbejde.
Når man ser på, hvorfor hvalpe returneres til opdrætter eller afleveres hos dyrenes værn o.l til omplacering, er en af de væsentligste årsager, at hunden ikke er blevet ordentligt renlig. Det betyder nemlig,at det fantastiske forhold mellem hvalp og ejer, som hundeejeren drømte om, da hvalpen blev købt, ikke kan udvikle sig. I stedet løber hundeejeren rundt efter en hvalp, der bare ikke kan forstå, hvorfor den ikke må tisse inde – og til sidst bliver det så for meget, for træls, for pinligt, for stort et arbejde, og så må hvalpen væk igen.
Hvis du derimod tager træningen seriøst og virkelig gør en indsats, så vil din hvalp lynhurtigt forstå hvad du forventer, og rette ind efter det. Ikke alene vil det give dig mindre rengøring og ærgrelser, men det vil også gøre din hvalp mere sikker i sit nye hjem. Den vil forstå, hvad du vil have den til, og derfor vil den føle sig mere sikker både på sig selv og på situationen – og, ikke mindst, mere sikker på dig! Og på den måde er grunden lagt til et godt samarbejde i alle andre sammenhænge.
Du får her min guide til, hvordan du kan gøre din hvalp renlig, så I begge kan nyde hvalpetiden endnu mere.
Det fundamentale i hvalpe renlighedstræningen
Der er noget helt fundamentalt i hvalpetræning, ikke mindst når det gælder renlighedstræning;
Vælg ikke bare den rigtige hvalp, men også den rigtige opdrætter
Vær kræsen, når du skal vælge din hvalp, eller rettere, når du vælger den opdrætter, du køber hvalp hos. Det starter nemlig der, både med den almindelige opdragelse og med renlighedstræningen. Så hold øje, når du er på besøg. Opdrætteren bør hele tiden være opmærksom på hvalpene når de er vågne, især i de sidste uger inden hvalpen flytter. Her sørger moderen nemlig ikke længere for at holde hvalpen ren, så hvad gør opdrætteren? Lader han stå til, eller løfter han hvalpen ud, når den skal gøre sig ren? Selvfølgelig kan det være svært at overskue et helt kuld hvalpe, men der er stor forskel på at misse et enkelt uheld, eller helt undlade at gøre noget.
Lav en plan for hvordan træningen skal foregå
Du skal have en plan og have det store overblik over hvornår og hvordan. Du er nemlig den voksne i dette forhold, så du skal hele tiden have en ide om, hvornår din hvalp skal ud – og så sørge for at det sker, selvfølgelig. Ideen er, at når du er helt konsekvent med at sætte hvalpen ud for at tisse mv, så kommer den til at forbinde det med at være udenfor, og i løbet af kort tid vil den holde sig indenfor og søge til døren for at komme ud og gøre sig ren.
Så du skal ud med hvalpen, når du ved, at den trænger, også selvom det måske ikke lige passer dig. Og derfor vil det være smart at sørge for at holde fri i en uge eller to, når du skal have ny hvalp. For du skal ud med hvalpen, når den skal, uanset om du er træt, lige er midt i noget spændende tv eller i en spændende telefonsamtale. Og også selvom du ikke synes, at det er din tur…
Vær tålmodig udenfor og ros, når det lykkes
Selvom hvalpen skal tisse, når du tager den udenfor, så kan den blive optaget af en smuk sommerfugl eller en duft, når I kommer derud – og helt glemme, at den skulle tisse! Så giv dig god tid og husk, at du er ved at vænne din hvalp til at skulle udenfor, og derfor er det vigtigt, at hvalpen også får tisset udenfor, også selvom det tager lidt tid.
Ros din hvalp, når den gør sig ren udenfor, for det er verdensklasse og det skal den selvfølgelig vide, at du mener. Men du skal rose uden at gøre den forskrækket, for vi vil ikke have at den afbryder sit foretagende eller måske endda bliver bange for at gøre sig ren sammen med os. Så ros med sagte stemme og lad din hvalp gøre sig helt færdig. Når den er det, så kan du fejre det alt du vil med godbidder og sjov. For det gør ikke noget, at det er sjovt at være med dig ude – efter hvalpen har klaret det, hun nu skal 🙂
Til at begynde med ved din hvalp ikke, hvad den skal. Derfor er det afgørende vigtigt, at du i de første dage og uger holder godt øje med din hvalp – altid…!
Tips til at holde øje med din hvalp indenfor
Det kan være vanskeligt at holde øje med sin hvalp altid. Det kræver tilvænning at få en hvalp og især det, at man til at begynde med aldrig kan lade hvalpen være uden opsyn, kan være en stor omvæltning. Men der findes nogle “genveje” til at lykkes med det.
Fx så kan det være svært at holde øje med en hvalp, der kan løbe frit i hele hjemmet. Så hvis dit hjem er svært at overskue, så skal du sørge for at din hvalp ikke kan være over det hele. Du kan enten afskærme rummet eller du kan sætte din hvalp i bur. Ja, det lyder måske forkert, men det er det faktisk slet ikke – jeg kommer mere ind på det i afsnittet om begrænsning af din hvalp længere nede, men se allerede nu hvordan du får mest muligt ud af at lære din hvalp at elske sit bur. Det er afgørende vigtigt, at du hele tiden holder øje med din hvalp, også når I er udenfor. Så sørg for altid at have snor på, når du går udenfor med hvalpen.
Årsagen til det er dels at du holder den tæt til dig, så du nemt kan opfordre din hvalp til at gøre sig ren. Det gør du ved at bruge den samme vending igen og igen – og altså også når hvalpen rent faktisk gør sig ren. Jeg siger selv “gå og tisse” uanset hvad hvalpen gør, og i løbet af kort tid betyder det for hvalpen, at den skal gøre sig ren. Jeg siger ikke andet, før den har gjort sig ren, og på den måde hjælper jeg hvalpen med at holde fokus på hvad den skal.
Men derudover så kan du også, når du har snor på hvalpen, holde hvalpen i ca samme område og på samme underlag, som den tidligere har besørget på. Det hjælper også hvalpen med at forstå, at det er netop det den skal. Så lad være med at gå nye steder hen, hvor der er nye spændende dufte og måske også et helt nyt underlag, før hvalpen er mere sikker i, at den skal ud for at gøre sig ren.
At lære sin hvalp at den skal gøre sig ren udenfor, og kun udenfor, er en proces. Din hvalp er stadig en baby, når du får den og den har en lille blære, så uanset hvor dygtig en hvalp du har fået dig, så kan du ikke undgå, at der sker uheld. Men sådan er det altså bare, og det er ikke hvalpens skyld.
Forvent ikke mirakler!
Selv når din hvalp er blevet renlig kan du ikke forvente mirakler som du kan se her
Sørg i stedet for, at du afstemmer dine forventninger, så de passer til din hvalps alder og den træning, du giver den. Uanset hvor dygtig din hvalp bliver, så vil den ind imellem have uheld. Og det hører med. Det kan være fordi den bliver så helt vildt glad over at du kommer hjem, og simpelthen kommer til at tisse lidt i bare begejstring.
Men det kan også være fordi din hvalp er blevet så dygtig, at du helt glemmer, at den jo stadig er en hvalp og går lidt for hurtigt frem i træningen. Som hvalpens forståelse OG blære bliver større, kan du nemlig lade det gå længere og længere tid mellem jeres tisseture, og når du finder et nyt niveau for hvor tit du skal ud, ja så er det ret normalt med et uheld eller to. Først når din hund er omkring et år gammel kan du regne med, at der slet ikke kommer uheld medmindre der er særlige omstændigheder.
Tips til gode rutiner
Når du får din lille hvalp er den slet ikke gammel nok til at finde ud af, hvornår den skal ud. Derfor er det vigtigt, at du har overblikket og planen klar, og får sat nogle gode rutiner op til at hjælpe jer begge.
Så når du træner din hvalp til at blive verdensmester i at gøre sig ren udenfor, så skal du altid tage hvalpen ud på følgende tidspunkter:
- Som det allerførste, når I står op om morgenen. Ikke noget med at sætte kaffen over eller lige selv gå ud på wc først. Husk, at når hvalpen ser dig, bliver den så glad og det kan nemt resultere i en lille begejstringstissetår. Så undgå at hilse for begejstret på din hvalp, i stedet skal du være rolig og snakke stille til hende og tage hende udenfor med det samme, I vågner.
- Hver gang hvalpen vågner efter en lur. Hvalpe sover meget og det første, der falder dem ind, når de vågner, er at de skal tisse. Så skynd jer udenfor, når de slår øjnene op.
- Når hvalpen har leget lidt. Det ville være nemmere at sige, at du skal gå ud med hvalpen, når hun er færdige med at lege, men sådan er det bare ikke. Når hvalpen leger, glemmer hun ofte at hun skal tisse, så du skal træde til når hvalpen har leget i fx 10-15 minutter, og tage hende udenfor og giv hende ro til at få tisset. Og så kan legen fortsætte bagefter. Går hun selv fra legen, så tag hende ud der også, også selvom I var ude for 5 minutter siden – du er ved at opbygge gode vaner, husker du nok.
- Mellem 5 og 30 minutter efter at hvalpen har spist. Du finder snart ud af, om det for din hvalp er 5 eller 30 minutter, men indtil da så start efter 5 minutter. Husk at det ikke er en legetur, men en tur ud i snor til stedet, hvor hvalpen gør sig ren.
- Som det sidste inden du går i seng.
Hvis ikke noget af ovenstående sker i løbet af en time, så tag hvalpen ud med en times mellemrum. Så får hvalpen mulighed for at gøre sig ren, og vanen med at alt sådan noget foregår udenfor styrkes.
Sådan er du konsekvent i renlighedstræning
At være konsekvent er en forudsætning for succes i hvalpe- og hundetræning, og således også når vi taler om renlighedstræning. Så vær opmærksom på, at din adfærd er afgørende for, at din hvalp lykkes. Vær konsekvent for at hjælpe din hvalp til at forstå, hvad du forventer af den.
Det gælder også, når du tager hvalpen ud for at den skal tisse. Ofte forventer vi, at vi blot behøver at tage vores hvalp udenfor, og så vil den besørge. Og sådan går det da også ofte. Men det sker altså også, at vores hvalp bliver forstyrret af alle duftene og lydene og helt glemmer, at hun faktisk skulle tisse.
Hjælp hvalpen til at holde fokus
For at hjælpe vores hvalp til at holde fokus kan du gøre følgende:
- Gå altid til det samme område, så hun kender stedet og dets lugte og lyde og ikke bliver forstyrret
- Lad være med at lege med din hvalp, før hun har gjort hvad hun skal. Snak ikke til hende udover at bede hende “gå og tisse”
- Lad være med at gå en tur – bliv i samme område, men hold hvalpen i bevægelse. Ofte er det nemmere for hvalpen at besørge, hvis hun bevæger sig forinden.
- Vær tålmodig og hvis det ikke lykkes, så gå indenfor og kom hurtigt ud igen. Hun er sikkert bare lige blevet distraheret, så I starter bare forfra
- Benyt så vidt muligt samme underlag indtil din hvalp er ret sikker i at tisse udenfor. Når hun så ved, at hun skal gå udenfor for at tisse, kan du lære hende om grus, jord, græs, fliser osv osv
- Hvis din hvalp alligevel skal op om natten, så undlad at tale til hende. I skal bare ud for at tisse og hurtigt ind og i seng igen. Selv hvis hvalpen vågner så meget, at den synes I skal lege, skal du ved at være stille og gå i seng vise, at natten er til for at sove.
- Understøt hvalpens renlighedstræning ved at give hende gode spisevaner. Tilbyd hende mad 2-3 gange om dagen, men fjern skålen, hvis hun ikke har spist i løbet af 10 minutter. På den måde ved du hvornår hun spiser, og kan tilrettelægge lufteture efter det – og du skal ikke være bange, din hvalp får snart mad igen og lærer blot, at hun skal spise, når maden er der; hun kommer ikke til at sulte.
- Lav evt. en oversigt over hvornår din hvalp typisk skal det ene og det andet i løbet af dagen. Gode og forholdsvis faste spisevaner giver også vaner i forhold til at skulle gøre sig ren – udnyt det i din planlægning.
- Det er især vigtigt, når det kommer til din hvalps renlighedstræning om natten. Her kan du eventuelt fjerne hvalpens vandskål et par timer før I går i seng. Dog skal du være opmærksom på, at hun skal have mulighed for at drikke en times tid eller to efter hun har spist og hvis der er meget varmt skal hun altid have adgang til vand. Men hvis du har problemer med at hun skal tisse meget om natten, kan du prøve at fjerne vandskålen inden hun går til ro, så hun ikke lige når at fylde sin blære, inden hun bliver lagt i seng.
- Hvis du har brug for, at din hvalp drikker, så kan lidt leverpostej i vandet få de fleste hvalpe til vandskålen. Du kan have brug for det i forhold til renlighedstræningen, men tricket kan også bruges på en varm sommerdag, hvor din hvalp måske har lidt for travlt med andet og glemmer at drikke nok vand.
Ved at gøre det nemmere for din hvalp at holde fokus, gør du det lettere for hende at lykkes med sin renlighedstræning til glæde for jer begge.
Sådan ser du om din hvalp skal ud
Selvom du får alle rutiner på plads og din hvalp blive enormt dygtig, så er hun jo netop det – en hvalp og ikke en maskine. Og derfor kan hun selvfølgelig skulle ud og gøre sig ren på andre tidspunkter end dem, vi har forudset.
Derfor er det vigtigt, at du holder øje med din hvalp og at du genkender tegnene på, at hun skal udenfor i en fart. Så hvis din hvalp bliver lidt rastløs, og løber lidt rundt som om hun leder efter et godt sted, så er det måske lige præcis hvad hun gør – og så skal hun hjælpes ud. Hvis hun er lidt længere i træningen er det sandsynligt, at hun måske gør eller hopper op af døren for at komme ud, og så skal du hjælpe hende ud.
Hvis hun snuser rundt på gulvet og/eller går rundt i en cirkel, så har du travlt. Det er en refleks fra gammel tid, for det hun egentlig gør er at trampe græsset ned, så hun ikke får det i rumpen, når hun lige om lidt sætter sig for at gøre sig ren 🙂
Tips til at håndtere uheld
Medmindre du er supermand eller din hvalp i virkeligheden er en enhjørning, så vil der ske uheld. Sådan er det bare, det er en del af gamet og det vigtige er ikke at det sker, men hvordan du håndterer det. Husk på følgende:
- Vær tålmodig med din hvalp; du må aldrig straffe din hvalp for at gøre sig ren indenfor.
- Hold øje med tegnene på at din hvalp skal ud. Hvis hun når at tisse indenfor, så må du bare gøre rent efter hende og holde bedre øje næste gang. Det vil altid være din skyld, når det går galt.
- Bliv ikke vred. Hvis du råber, når din hvalp sætter sig indenfor, er det muligt, at hun stopper i bare forskrækkelse. Men risikoen er, at hun måske bliver bange for at gøre sig ren, når du er i nærheden, og udover, at hun så ikke gør det når du går tur med hende men kun i smug indenfor, så mister hun også den alt afgørende tillid til dig – og det er dårligt nyt for jeres fremtidige samarbejde.
- Hvis hun lige har sat sig, så må du gerne afbryde hende og tage hende med ud for at gøre det færdigt. Men jf. ovenfor må du IKKE skræmme hende.
- Når du så tager hende ud, så husk at rose hende, når hun gør sig færdig udenfor. Glem alt om tissetåren indenfor, som du skal ind og tørre op – hav fokus på det hun gør godt.
Begræns din hvalps råderum for at få færre uheld
Som nævnt flere gange, så er det vigtigt, at du altid kan holde øje med din hvalp. Især i den første tid er det afgørende og det er jo præcis i den første tid, at det er nyt for dig. Så for at gøre det lidt nemmere, så kan du sørge for, at de rum du og hvalpen er i, er små og nemt overskuelige. Det gør du ved at lukke døre til andre rum, du ikke er i, og hvis det rum, du er i, er stort og uoverskueligt, så lav en afgrænsning af rummet.
Det kan du gøre ved at sætte et pejsegitter eller andet op, eller du kan – hvis du synes det er nemmere – binde hvalpen fast til dit liv eller dit ben med en snor. Det virker simpelt, men ofte er det jo de simple løsninger, der er bedst. Udover at det vil minde dig om at du har en hvalp, du skal holde øje med og huske, så vil det også forhindre hvalpen i at smutte ind i et hjørne og tisse.
Uanset hvilken løsning du vælger, så skal du sørge for, at din hvalp altid kan få øjenkontakt til dig, så den kan se på dig, når den gerne vil ud.
Men selvom du måske tager “hvalpebarsel” og har go’ tid til at holde øje med din hvalp, så er det næsten umuligt altid at være der for hende. Derfor vil jeg anbefale, at du køber en transportkasse til din hvalp.
Brug af din hvalps transportkasse – hvalpen tisser ikke i egen hule
Ja, jeg ved godt, at vores umiddelbare instinkt er, at det er synd at sætte hvalpen i bur. Vi ser måske for vores indre blik billeder at bjørne og andre vilde dyr, der holdes i små bure. Men glem det!
Det er i vores hvalps natur, at den gerne vil have en hule og der fungerer et bur rigtigt godt. Det er et sted, hvor hvalpen kan gå ind og være i fred og hvis du introducerer hvalpen ordentligt til buret, bliver det et af hendes favoritsteder, det lover jeg dig.
Et af burets fordele er, at hvalpen naturligt vil undlade at besørge i sin hule, og derfor er det et godt sted at sætte din hvalp ind, hvis du ikke lige kan holde øje med hende i en lille times tid eller sådan.
For du kan ikke bare sætte din hvalp i et bur og så er det problem løst. Buret er først og fremmest ment som et fristed for din hvalp, et sted hvor hun kan slappe af, sove og hygge. Derfor skal buret være så stort, at hun kan stå oprejse, ligge flat på siden og vende sig uden problemer. Men det må modsat ikke være så stort, at hun kan lave sig en soveafdeling og en wc-afdeling…
Der er naturligvis også tommelfingerregler for hvor længe du må lade din hvalp være i et bur og det er hvalpens alder i måneder + 1 = antal timer.
Mine hundes bur står i køkkenet og de bruger dem som deres kurve/huler. De er sjældent lukkede, men det sker, hvis der kommer småfolk eller gæster, som jeg ønsker at skærme hundene fra (Vi har ikke småfolk i familien mere, så mine hunde er ikke vant til små mennesker og jeg synes ofte at børn er mindre opdragne end mine hunde 🙂
Husk blot, at buret ALDRIG skal bruges som straf. Det kan være til en timeout, men aldrig straf. Se gerne min blogpost om burtræning og hvordan det kan bruges i meget anden træning af din hvalp.
Hvordan du gør rent efter uheld
At en hunds næse er ca. 1 million gange bedre end vores kan være svært at forstå, men det betyder naturligvis at din hvalp kan lugte mange ting, som du ikke kan. Og netop det kan være en hjælp, når vi taler renlighedstræning. For når hunde finder et sted, der tidligere har været brugt af dem eller andre, vil det typisk trigge dem til at gøre sig ren.
Netop derfor er det en go’ ide at have en område, som du altid går til, når din hvalp skal tisse eller lave. Du skal selvfølgelig gøre rent efter din hvalp, men lugten vil blive ved med at være der, i hvert fald for hunden.
Men på samme måde som det kan hjælpe os i renlighedstræningen at hvalpen foretrækker samme sted til at gøre sig ren, så kan det også være en ulempe – altså hvis uheldet er sket indenfor. For det kan være svært at gøre så godt rent, at hvalpen ikke kan lugte sig frem til “gerningsstedet”. Så når du gør rent efter hvalpens uheld indenfor, så husk at bruge en spray lavet specifikt til dette – du kan få sådan en i de fleste dyrehandler.
Det er vigtigt at bruge sådan en i stedet for almindeligt rengøringsmiddel, der i nogle tilfælde ligefrem forstærker lugten (for hunden, altså) Du skal også være opmærksom på, at nogle rengøringsmidler er farlige for din hvalp, fx Rodalon. Se mere om hvad, der er giftigt for din hvalp i min artikel om hvad der er vigtigt, når du opdrager din hvalp.
Tips til, når hvalpen skal være alene hjemme i længere tid
Indtil din hvalp er blevet så stor, at den kan være hjemme mens du er væk i længere tid, fx på arbejde, så må du sørge for, at uheld undgås. Det gør du naturligvis ved at sætte de bedste rammer, og her er lidt inspiration til hvad du kan gøre:
- Byg/køb en udendørs hundegård med mulighed for at hvalpen kan gå i ly og læ i fx hundehus. Hvis du har plads til en hundegård, så er det en virkelig go’ løsning. Vær opmærksom på, at det er lidt ligesom et bur for hvalpen og hun vil derfor så vidt muligt ikke gøre sig ren i hundegården, så hun skal luftes lige så snart du kommer hjem. Du skal også vænne din hvalp til at være i hundegården, inden hun skal være alene der i længere tid. Giv hende gerne et fyldt ben, mens hun er der, så hun har noget at lave, mens du er væk.
- Find en hundepasser. Hvis du nu ikke har mulighed for at sætte din hvalp i en hundegård, så må du alliere dig med en person, der kan komme og lufte hende, når du er væk. Det kan være din nabo, en go’ ven eller en i dit netværk, der elsker hvalpe. Eller du kan forsøge at finde en professionel hundepasser, ligesom der findes “børnehaver” for hvalpe og hunde rundt omkring i Danmark.
- Hvis det er helt umuligt for dig at finde en, der kan gå med din hvalp, eller hvis det ikke er meningen, at din hund skal ud, så kan du lave et sted i huset, der er hvalpens “toilet”. Du kan enten smide aviser på gulvet eller – og det vil jeg klart anbefale – lave eller købe en mini-have med enten rigtigt eller plastik græs. Hvis du laver en mini-have med ægte græs vil det være meget nemmere efterfølgende at lære din hvalp at gøre sig ren på rigtigt græs i den ægte natur. Se her, hvordan en af mine elever lavede sin egen boks til sin hvalp.
- Hvalpetisseunderlag/potty pads er løsninger, hvor hvalpen tisser på underlag, der er lavet med vandtæt underlag. Hvis din hvalp lærer at tisse på disse, så kan du senere lære hende at tisse udenfor ved at flytte underlaget trin for trin mod døren og til sidst udenfor. Men hvis din hvalp har lært at tisse på dette underlag, vil hun måske synes, at græs, jord, sten mv er noget mærkeligt noget at tisse på og det kan derfor være vanskeligt efterfølgende at gøre hende renlig på den måde, at hun går udenfor. Disse tisseunderlag kan også for hvalpen lugte lidt som nyvasket tøj og håndklæder og derfor kan hvalpen ind imellem have uheld, hvis også dette ligger på gulvet…
Vær opmærksom på, at hvis du lader din hvalp tisse indenfor ind imellem, så vil hun have sværere ved at forstå, at hun skal tisse udenfor i langt de fleste tilfælde. Som i al hvalpetræning er det langt nemmere for hvalpen at forstå, at det hun må/skal, det skal hun altid, og det hun ikke må/skal, det må hun aldrig.
Opsummering
Renlighedstræning handler om mange små ting, der skal gå op i en højere enhed og derfor er der også så meget info i denne artikel. Men hvis vi skal finde de absolut vigtigste ting er det følgende:
- Vær tålmodig
- Vær hurtig og konsekvent og få din hvalp udenfor for at tisse fra allerførste dag, du har hende
- Skab de bedste rutiner for din hvalp, herunder at styre hvornår din hvalp spiser (og drikker)
- Ros din hvalp, når hun gør, hvad du gerne vil have hende til – hun skal vide hvor dygtig hun er!
- Du må ALDRIG straffe din hvalp, hvis den har et uheld. Der vil være uheld, det kan ikke undgås, men du kan få det bedste ud af dem ved at lære hende, hvad hun skal i stedet – altså, hvis du selv bevarer roen.
- Hold altid øje med din hvalp, så du har mulighed for at hjælpe hende til succes. Begræns, hvor langt hun kan løbe væk og brug et bur, når I begge har brug for en pause. Husk, at det er i en meget kort periode, du skal investere denne tid i hende, snart vil hun være en voksen, rolig og velafbalanceret hund, der kan holde sig i timevis uden problemer!
- Husk at renlighedstræning – ligesom al anden hvalpe- og hundetræning – er en proces. Det er et maraton, ikke en sprint.
Når renlighedstræningen er på plads, skal du sikkert videre i træningen af din hvalp. Se i “start her” sektionen, her er et overblik over mine artikler.
Jeg håber, at du har fundet værdi i denne artikel og at du vil dele den, så vi kan sprede budskabet. Hvis du har gode ideer eller spørgsmål og/eller kommentarer, hører jeg meget gerne fra dig nedenfor.
Tak 🙂
Ofte stillede spørgsmål
Hvornår skal man begynde på renlighedstræning af sin hvalp? Faktisk vil det være allerbedst, hvis renlighedstræningen starter lige så snart at hvalpenes mor holder op med at gøre rent efter sine hvalpe, og det er når de begynder at få andet mad end hendes mælk. Så typisk vil det være opdrætteren, der starter træningen, og det er kun en af årsagerne til hvorfor du skal være kræsen med den opdrætter, du køber hvalpen hos. Men ellers er svaret simpelt hen, at du skal starte i samme øjeblik du får ansvaret for hvalpen, altså typisk når hvalpen er 8 uger og flytter hjem til dig. Jo tidligere, hvalpen bliver trænet i at skulle udenfor for at gøre sig ren, jo hurtigere vil hun lære det. Og omvendt – desværre.
Hvordan laver man en indendørs mini-have? Du skal ha’ fat i en stor flad plastikbeholder, fx en bedroller. Nu kan du så komme først lidt leca kugler i bunden, så jord og ovenpå græs, enten ægte eller plastik (jeg foretrækker ægte) Se HER hvordan en af mine elever lavede sin.
Er det ikke synd at sætte sin hvalp i et bur? Nej. Når du bruger et bur til din hvalp vil du opdage, at hvalpen gerne vil være i sin “hule”. Fra naturens hånd foretrækker hunde at have en hule at søge beskyttelse, ly og varme i, så et bur er mere naturligt end du tror. Umiddelbart kan du synes, at hvalpen ikke har noget at skulle i ly for, men din hvalp har også brug for at kunne trække stikket og have et sted, hvor hun har helle. Men du skal selvfølgelig sørge for, at hun bliver godt vænnet til buret – se HER hvordan og hvornår.
Hvor ofte skal hvalpen ud for at gøre sig ren? Ja, det kommer an på hvor stor din hvalp er – store racer har i sagens natur større blære. Der findes dog ingen facitliste, så start med at tage din hvalp ud fx hver halve time og hold så øje med om du kan sætte intervallet op, eller, hvis din hvalp har uheld indenfor, så skal intervallet nok sættes ned. Regn med, at der vil være uheld undervejs, mens du og din hvalp begge finder ud af, hvordan det skal gøres.
Hvor mange gange skal min hvalp ud om natten? Hvis du sørger for at tage din hvalp ud og tisse som det sidste, inden I går i seng, og som det allerførste, når du står op, så vil din hvalp snart sove igennem – i hvert fald hvis du sørger for, at den ikke lige drikker en stor skålfuld vand, inden den lægger sig til at sove. De fleste hvalpe kan faktisk sove op til 6-7 timer om natten, men igen kommer det an på hvilken race (størrelse), du har. Den første uge vil jeg nok anbefale, at du enten tager hvalpen ud en gang om natten ,og derefter vil jeg forsøge at stå meget tidligt op 🙂
Hvordan ved jeg hvornår min hvalp skal ud og gøre sig ren? Et af de mest sikre tegn er når din hvalp pludselig mister interessen for det hun gør, og begynder at snuse og være rastløs. Hvis hun også begynder at cirkle rundt om sig selv, så har du travlt! Hvis det sker, kan det være et tegn på, at du ikke har haft hende ude ofte nok. Husk, at din hvalp skal ud hver gang hun har sovet, hver gang hun har leget i længere tid, når hun har spist osv.
Hvordan kan jeg gøre en ældre hund renlig? Når du får en unghund eller voksen hund, der ikke er renlighedstrænet, så forsøg at finde ud af så meget som du kan om baggrunden. Altså har det fx været en indehund, der har tisset på aviser, eller har den været “stald”hund og aldrig været inde osv. Med den viden ved du mere om, hvad der lige nu er naturligt for din hund, og hvad du skal se efter af tegn på at din hund skal ud. Ligesom med hvalpen skal du give din hund en vane med at holde sig indtil den er udenfor, men her skal du samtidig vænne hende fra de gamle vaner. Igen vil jeg anbefale at bruge buret som et værktøj, men husk, at det skal også læres ordentligt. Det kan godt lade sig gøre at gøre en ældre hund renlig, men det kræver stor tålmodighed og konsekvens – og når bare man ved det, så skal det nok gå.