Da jeg skulle skrive denne blogpost med hjælp til hvalpens første tid, løb jeg ind i en udfordring. For den handler om det, der vil gøre den største forskel for dig, der har fået hvalp, hvadenten det er første gang eller du har prøvet det før. Det, der var udfordringen var at skulle vælge den ene vigtige ting, der vil gøre dig til en bedre hvalpeejer, og som hurtigere vil hjælpe dig i mål med din hvalp. Det, der ville hjælpe dig, når du er frustreret og ikke forstår din hvalp.
Det er ikke fordi, at jeg ellers syntes, det er en udfordring at hjælpe hvalpeejere. Da jeg valgte, hentede og var sammen med min seneste hvalp Saga i hendes første tid hos os, skrev jeg alt det ned, som jeg, en erfaren hvalpe- og hundeejer, gjorde, for at kunne formidle det i min ultimative hvalpeguide “Klar, Parat, Hvalp”. Og det blev til mere end 9 timers video og flere end 100 sider med tips, tricks, gode råd og ideer, fortalt og vist.
Nej, udfordringen bestod i, at jeg her vil lave et sammenkog til dig med det allervigtigste, nu du har fået en lille hvalp. Det er i hvalpetiden, fundamentet for den hund, som den bliver til, lægges, så det er ikke en nem opgave at vælge noget ud! Et sammenkog af “hvalp for begyndere”, kan man sige.
Det har været en go’ opgave, og jeg er kommet frem til, at det, der virkelig vil gøre en forskel for dig og din hvalp, det er at give dig sikkerhed og tryghed i det, du gør med din hvalp. Jeg oplever nemlig at det, der frustrerer mine kursister i forhold til at ha’ fået hvalp, er det, de er usikre på. Som en af mine kursister udtrykte det:
“Der er ingen tvivl om, at lige så fantastisk som det er at få en ny hvalp, lige så frustrende kan det være!”
For de fleste hvalpeejere handler det nemlig om, at man vil gøre det så godt som overhovedet muligt for hvalpen, og sammen med det følger frygten for at komme til at gøre noget forkert. Derfor bliver mange af os i tvivl, hvis hvalpens adfærd er anderledes end det, vi forventer. Vi bliver frustrerede, vi forsøger at finde alternativer – og vi googler. Og selvom Google kan være din ven, så kan det også være din værste fjende, for når det kommer til hundeopdragelse, så kan du finde mange modsatrettede råd, når du søger på internettet. For der er SÅ mange meninger om hundeopdragelse. I allerbedste fald bliver du, efter en tur på internettet, hjulpet, men oftere bliver du mere i tvivl, og i værste fald bliver du handlingslammet.
Det bedste vil derfor være, at undersøge alt omkring hvalpe, inden evt udfordringer opstår. Spørg ligesindede hvad deres erfaringer er med hvalpe. Bemærk at jeg ikke siger venner og bekendte. Det er vigtigt, at du finder nogen, der ser på hunde, som du. Brug gerne nettet, og find her den eller de kilder, der behandler hvalpe og hunde, sådan som du ønsker, og lær fra dem. Det gælder især for de første vigtige uger/måneder med hvalpen, hvor den suger til sig som en svamp. For som sagt er det her fundamentet laves, og det er en tid, du ikke kan få igen, og noget, som du ikke kan gøre om.
Jeg vil i denne artikel komme ind på de punkter, hvor jeg finder det er allervigtigst at have viden og dermed kunne agere selvsikkert. Det handler om:
- Hvad alle hvalpeejere skal vide
- Første dage med hvalpen
- Hvordan opdrager man en hvalp
- Alt i alt
- Vil du hjælpe mig
Hvad alle hvalpeejere skal vide
Når man får hvalp er der nogle grundlæggende ting, der skal være på plads. Udover at elske hunde, så skal du desuden sikre dig, at du har tiden, overskuddet og økonomien til at få en hvalp, ligesom du skal vælge en hvalp, der kan fungere i din dagligdag – eller som du kan indrette din dagligdag efter.
Det rigtige match på det rigtige tidspunkt
Den største forudsætning for at beslutte sig for at få en hund, er naturligvis, at du har lyst til den gave OG opgave, det nu engang er. At du er klar til at blive blæst bagover af den kærlighed, hvalpen både giver, men også vækker i dig.
Men kærlighed til hvalpen er ikke nok. Du skal også sørge for, at du har tid til at tage vare på sådan en størrelse i din dagligdag. En voksen hund kræver mindre tid og opmærksomhed end en hvalp, men den har stadig brug for, at du er sammen med den hver dag. Altså aktivt sammen med den. Med hvalpen skal du regne med at være på i al dens vågne tid i de første måneder, og stadig en del derefter.
Det kræver, at der er overskud i din dagligdag. Ikke bare i forhold til tid, men da du er “den voksne” i forholdet, så kræver det også, at du sætter de rammer, som hvalpen har brug for. Det handler fx om det helt lavpraktiske som fx renlighed, altså at du sørger for, at hvalpen altid kommer ud og tisse, når den skal, så den lærer, at det skal ske udenfor, og med tiden giver signal, når den skal ud. Men det handler også om, at du ser frem og sørger for, at din hvalp kan være alene, hvis det på et tidspunkt er noget, den skal (og det er det for de fleste i større eller mindre grad)
Du skal selvfølgelig også ha’ råd til hvalpen. Både i den forstand, at du kan købe en hvalp fra et ordentligt hvalpehjem, hvor både mor og hvalpe har det godt, og der er brugt tid og energi på at skabe trygge og gode rammer. Undgå at spare et par tusinde ved at vælge en hvalp fra en hvalpefabrik, hvor moderen aldrig ser dagslys eller lukkes ud, men kun bruges som en fødemaskine og hvor hvalpene tages alt for tidligt fra deres mor med adfærdsmæssige udfordringer til følge.
Men også i dagligdagen skal du ha’ plads i økonomien til det nye familiemedlem. Udover de oplagte udgifter som foder, godbidder, legetøj, sele, halsbånd, line, transportbur, vand- og foderskåle osv osv, så skal du også tænke pleje ind. Der skal være plads til en tur til dyrlægen, også selvom du har tegnet en go’ forsikring – hvilket du så absolut bør.
En ofte overset ting i forhold til at få hvalp handler om at vælge en hvalp, der passer til den dagligdag, du nu engang har. For hvalpe/hunde er jo slet ikke ens. Nogle hunde er avlet til at løbe og jage i dagevis, og de har selvføgelig nogle andre behov for at få fysisk motion end selskabshunden, der er avlet til at holde os med selskab. Den har til gengæld mere behov for at være sammen med sin ejer.
Alle hunde kommer med forskellig genetisk baggrund, og rigtigt mange adfærdsproblemer opstår, når hunden ikke kan få afløb for det, den er avlet til igennem mange hundrede år. Så adfærdsproblemerne handler altså ofte om, at vi som ejere ikke har valgt den rigtige race til vores hverdag – eller at vi ikke har ændret vores dagligdag til at passe til hunden.
Så det handler i høj grad om, at du forstår din hvalps behov for aktivering, både fysisk og mentalt samt selskab osv, og sørger for, at det imødeses. Kend din hvalp og vid, hvilke gener, der ligger bag. Er hunden helt eller delvist avlet til noget, som du kan dyrke sammen med den, så vil det være en ideel måde at udvide samarbejdet og samtidig skabe rammer, som hunden kan være i.
Sådan kommunikerer du med din hvalp
Selvom rigtigt mange af os hundeejere dagligt taler med vores hund, så hører hunden somme tider noget andet, end det vi siger. For hundens foretrukne sprog er kropssproget, og selvom jeg godt ved, at vores hunde forstår mange af vores ord (op til 200 forskellige!), så forstår den altså det meste af det, vi siger med vores kropssprog – om vi er bevidste om det eller ej.
Hunden taler også med sit kropssprog, så derfor bør vi vide lidt mere om det, så vi bedre forstår hvad den vil og hvorfor den reagerer, som den gør. Først og fremmest så vil jeg sige, at det er ikke nogen nem opgave, men da den er vigtig for jeres kommunikation fremover, så brug lidt tid på det. Hold øje med din hvalp, så du ved hvordan den ser ud, når den er træt, når den vil lege, når den er utryg osv.
Se på hele hunden, det er aldrig nok kun at se på fx halen eller ørene. En glad hund logrer med halen, men det kan en nervøs hund også gøre – og en hanhund, der stiller sig op overfor en anden hanhund kan også svinge med halen, og her betyder det overhovedet ikke, at den er glad. Er halen mellem benene betyder det ofte, at hunden er bange og utryg, men det kan også være et tegn på, at den fryser.
Et er selvfølgelig at forstå hundens kropssprog, noget andet er at reagere på det. Lige så selvfølgeligt som det er, at du skal hjælpe en hund, der er utryg fx ved at sætte dig på hug og lade hunden søge tilflugt mellem dine ben, lige så selvfølgeligt bør det være, at du kender hundens beroligende signaler og overvejer, om det er dig eller andet, der får dem frem.
Hunde bruger, som mange dyr, kropssproget til at “ta’ luften ud af en situation”. De forsøger at sende dæmpende signaler om, at de ikke er ude på skrammer og/eller, at de gerne vil ha’ mere ro eller mere afstand i en bestemt situation. Når hunden fx bakker væk, vender siden eller bagdelen til, hvis den slikker sig om munden, smasker eller gaber, hvis den lukker øjnene helt eller delvis, eller helt ser væk, så kan det være for at berolige og bede modparten, der både kan være en anden hund, et andet dyr eller et menneske, om at ta’ det roligt og gi’ lidt plads.
Det kan det også være, når hunden letter ben eller lige skal klø sig, inden den kommer hjem til sin ejer. Det er IKKE for at være trodsig, tværtimod så er det ofte fordi at hunden har opfanget et signal fra ejer om, at han/hun er sur, og derfor forsøger hunden på vej hjem lige at berolige lidt – ofte med den stik modsatte virkning, netop fordi ejeren ikke ved, at det er det, hunden forsøger.
Viden om hundens kropssprog giver os ikke alene mulighed for bedre at forstå hunden, men også mulighed for bedre at formidle det, som vi ønsker. Fx bryder de færreste hunde sig om, at vi mennesker bøjer sig ned over dem, fordi det virker truende – i endnu højere grad når det er fremmede, men også, når det er dig. Alligevel er det sådan langt de fleste hilsen på en hund – eller en hvalp – fordi det føles naturligt for os.
Det vi ønsker at formidle er, at vi synes hvalpen er sød og at vi gerne vil kæle med den. Derfor bør vi i stedet sætte os ned på hug med siden til og se væk, fordi vi så sender beroligende signaler til hvalpen, der så også selv kan vælge, om den vil hilse på – hvilket så absolut er det høfligste, vi kan gøre.
I hvalpeguiden “Klar, Parat, Hvalp” er der meget mere info om dette vigtige emne, og du kan få lov at kigge med her. Scroll ned til indholdsfortegnelsen og så vil du kunne se, at netop denne lektion, lektion 4 i modul 1, er tilgængelig, selvom du ikke har købt kurset. I videoen vil du kunne se eksempler på kropssprog hunde imellem, samt nogle situationer, hvor jeg bevidst bruger kropssprog og andre, for hunden, tydelige signaler. Go’ fornøjelse 🙂
Kend din hvalps udviklingstrin
At have en hvalp er på mange måder en gave, men det er også en opgave. Især i de perioder af hvalpens og den unge hunds opvækst, hvor den er specielt udfordret. Hvor den er allermest presset, fordi der sker så meget indeni, så den faktisk næsten ikke kan overskue andet.
Det er specielt, når hvalpen er teenager, at du har brug for at være tålmodig og rolig. Og selvom jeg håber, at du i alle stadier af din hunds liv vil være venlig, tålmodig, kærlig og konsekvent, så er det typisk i netop disse perioder, at det kan være en stor udfordring.
Det, der er vigtigt at vide, det er at hunde aldrig har bagtanker. At de aldrig trodser, at de aldrig skal sættes på plads, og at de aldrig prøver dig af. Det er noget af det, der gør dem til så fantastiske væsner. Men ligesom alle andre, så vokser de op, og i den proces er der nogle perioder, som du skal være ekstra opmærksomme på. Deres opvækst ser ca. sådan her ud:
0 – 1. måned: Fra hvalpen er nyfødt og de første 4 uger af dens liv, der handler det udelukkende om at få varme, mælk og tryghed fra moderen. Hvalpen er helt og aldeles afhængig af moderen i denne tid, og det er vigtigt, at moderen har det godt, da enhver uro hos hende vil forplante sig negativt i hvalpene. Det er bare en af mange gode grunde til at vælge en go’ opdrætter.
1 – 4. måned: Fra hvalpen er 4 uger begynder den at tage omverdenen ind. Det er i denne periode, hvor den altså er hos sin nye ejer fra den er 8 uger, at den danner sig en mening om, hvordan verden er. Det er enormt tidligt, men faktisk er det sådan, at 80% af hele hvalpens erfaringsbank, som den trækker på i resten af dens liv, dannes i netop denne periode.
Derfor er det så afgørende vigtigt, at hvalpen oplever nye ting som positive oplevelser i denne periode, så den bliver en nysgerrig og tryg hund i stedet for en bange og utryg hund. Det er et forholdsvist lille tidsvindue til noget så vigtigt, og det stiller krav til både opdrætter og den nye ejer om at bruge den tid yderst fornuftigt. Det er ikke en uoverskuelig opgave, det handler bare om at planlægge tiden og hele tiden have virkeligt lækre godbidder på sig 🙂
Som det var tilfældet ovenfor, så er socialiering også et emne, jeg kommer meget mere ind på i hvalpeguiden “Klar, parat, hvalp”, og også denne lektion er tilgængelig for dig via indholdsfortegnelsen på “Klar, parat, hvalp” helt gratis (inkl inspirationsark med ideer til, hvad du kan lade hvalpen opleve i denne vigtige tid)
Herefter kommer et par rolige måneder og så begynder teenageperioden, som kan påvirke din unge hund rigtigt meget, Det er en tid, der kræver kærlighed og tålmodighed sammen med konsekvens. Så der er masser af sjov og ballade i vente 🙂
Når hunden er ca 2 år regnes den som voksen. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at den er “færdigmodnet” mentalt, og flere racer bliver først rigtigt mentalt modne, når de er 3-4 år. Hold ud, vær der for hvalpen med kærlighed og konsekvens, og du vil få den skønneste hund i de år, der er tilbage – og dem er der forhåbentlig mange af.
Første dage med hvalpen
Som det fremgår ovenfor, så er den første tid med hvalpen enorm vigtig. Der sker så meget både i og omkring hvalpen, og det er vigtigt at vi tænker os om, så disse første påvirkninger både bliver positive og lærerrige for hvalpen. Der sker også enormt meget for dig som hvalpeejer fra det øjeblik hvalpen flytter ind. Hvalpen er helt og aldeles afhængig af, at du gør det rigtige for den, og det kan være et stort pres – især hvis nattesøvnen ofte bliver forstyrret. Derfor er her mine bedste råd om at få nogle gode rutiner på plads med det samme.
Det vigtigste i den første tid med hvalpen
Hvalpens første dage hos os er ofte de mest udfordrende, både for os og for hvalpen. Derfor er det vigtigt at tænke sig om, inden man henter hvalpen, så man er så godt forberedt som muligt og kan fokusere udelukkende på hvalpen, når først den er der. Det er fx vigtigt at ha’ hvalpesikret huset og være enige om, hvad hvalpen må og ikke må, hvor den skal sove og hvem, der skal være nattevagt osv. Disse regler er meget nemmere at blive enige om FØR det lille nuttede væsen ankommer 🙂
Hvordan passer man en hvalp – Afhentning
Når du henter hvalpen, så bør al fokus være på at få den til at falde så godt til som muligt, og få startet rigtigt op på den dagligdag, som I skal ha’ sammen. Det starter allerede med afhentning hos opdrætter, hvor du som regel vil få lidt foder med af det, som den har spist indtil nu. Spørg ind til hvordan og hvornår hvalpen plejer at få foderet, så du kan gøre det samme i de første dage, hvor hvalpen oplever rigeligt med omvæltninger – foderet behøver ikke også at ændre sig. Sidenhen kan du lave om på det, hvis du ønsker det.
Det er også vigtigt at få noget med fra opdrætteren, der dufter af søskende og mor, så den har noget at trøste sig med i den første tid. Det kan være et tæppe eller et håndklæde eller en bamse. Ligegyldigt hvad, så er det godt at lægge hos hvalpen, når den skal sove.
Hvordan passer man en hvalp – Når hvalpen kommer hjem
Når I så lander i hvalpens nye hjem, så handler det udelukkende om at skabe tryghed omkring det, den nu skal opleve. Er der børn i hjemmet, har de forhåbentlig været med på besøg hos opdrætter, så hvalpen allerede har mødt dem. Men er der andre husdyr, så vil det være første gang, de mødes.
Her er der en hårfin grænse mellem at passe på hvalpen, dvs sørge for at de bestående husdyr ikke er for hårde ved den nyankomne, og ikke passe så meget på hvalpen, at de bestående husdyr tror, at de aldrig må ha’ lov at sige fra. Hvis det sker, så vil hvalpen i løbet af få dage terrorisere de andre husdyr, der så ikke tør sige fra af frygt for dig, og det er heller ikke en ønskværdig situation. Så pas på hvalpen, men giv også plads til de evt dyr, der allerede bor hos dig.
Vær til rådighed for hvalpen, kæl med den og skab tryghed omkring den, mens den går på opdagelse i det, der bliver dens nye hjem – husk at alt er nyt, så selvom du tænker at din bolig ikke er større end at den hurtig kan overskue det, så lad den alligevel tage det ind, et rum af gangen.
Hold hvalpen for jer selv i de første dage, også selvom du har lyst til at vise den til venner og bekendte. Hvalpen har brug for at lære sit nye faste holdpunkt (dvs hjem og ejer) godt at kende, før den udsættes for nye mennesker, dufte og lyde.
Hvordan passer man en hvalp – Renlighedstræning
I de første par uger bør du have fri til at være der for hvalpen, så den kan falde godt til i sit nye hjem – og bl.a kan lære at besørge udenfor. Renlighedstræning handler først og fremmest om, at du er ultra opmærksom hele tiden, så uheld indenfor undgås og der i stedet kan roses lavmælt for at tisse og lave udenfor. Gå til den samme dør, så hunden lærer, at det er den vej, den kommer ud for at tisse.
Hvis du ikke kan holde øje hele tiden, fx fordi du skal i bad, så sæt hvalpen i sit bur, mens du er væk. Hvalpe undlader at tisse, der hvor den skal være. Skulle du misse en enkelt gang (og det tror jeg alle gør), og hunden har et uheld indenfor, så bare tør op og bruge en specialspray til at fjerne tisselugten. Husk, at hundens lugtesans er ca en million gange bedre end vores, så lad nu være med bare at tørre op og bruge “menneske” rengøringsmidler.
Indtil hvalpen er blevet renlig, så bør og vil denne opgave fylde meget. Husk at hvalpen jo ikke ved, hvad du forventer af den, hvis du ikke konsekvent viser det. Selv når din hvalp har lært at det er udenfor, det sker, så kan der komme perioder med tilbagefald. Vær klar til det og husk, at hvalpen er i en indlæringsproces, som du skal stå for – uden dig lærer den det ikke.
Hvordan passer man en hvalp – Nattesøvn
Det er det her, de første dage handler om: renlighed og at hvalpen falder til og er tryg. Men hvad så med nætterne, spørger du – og ja, at komme godt igang med at få hvalpen til at sove så meget som muligt om natten, det er væsentligt. For det betyder, at hvalpen får den søvn, den behøver OG at du også gør. Det er svært at være supermand uden sin nattesøvn.
Mit bedste råd i forhold til det er at bruge hvalpens transportbur som den hyggelige hule, som den skal sove i – medmindre hvalpen skal sove med dig i sengen, for så er det bare at starte der. Der starter jeg ikke selv, i stedet lægger jeg allerede i løbet af den første dag hvalpen i buret, når den er faldet om et eller andet sted i huset. Jeg lader den falde næsten helt i søvn og putter den så i buret, mens jeg sidder lige udenfor og tilbyder et par fingre til nærhed. Hvalpens putteklud, altså det, den har fået med fra opdrætter med duft af mor og søskende, er selvfølgelig i buret.
Når den vågner, så åbner jeg med det samme buret, så den kan gå ud – den skal ud og tisse, og det haster som regel i begyndelsen. Det betyder, at buret bare opleves som et hyggeligt og trygt sted at sove. Når vi så kommer til sengetid, så putter jeg også hvalpen i buret og sætter mig igen ved siden af. Jeg har nu flyttet buret ind i soveværelset, for så kan jeg nemt smutte i seng, når hvalpen sover, og jeg kan hurtigt komme tilbage til hvalpen, hvis den giver lyd.
For hvalpen betyder det, at den er i soveværelset også, at den kan både lugte og høre sit menneske, og det giver tryghed. Det er vigtigt at sige, at jeg bliver siddende ved buret og med et par fingre inde hos hvalpen indtil at hvalpen sover trygt. Først der går jeg i min seng og sover – og hvis hvalpen har oplevet nok i løbet af dagen, så er mit gæt, at din hvalp – ganske ligesom mine – sover igennem stort set fra første nat.
Der er mange andre ting, som kan give udfordringer i den første tid. Udover at beslutte foder, så skal du også tænke over godbidder, at finde det rigtige bur, både til hus og til evt bil, at have et hjemmeapotek til de mest almindelige skader osv. Men fremfor at gå videre med de emner, så vil jeg herunder gå mere op i det med, at hvalpen nok skal sove igennem, trygt og tilfreds, hvis bare den daglige rutine giver tilpas med udfordringer. For jeg oplever, at det er langt vigtigere for både hvalp og ejer.
Den rigtige balance mellem søvn, aktivitet og socialisering
Som jeg var inde på tidligere, så er hvalpens første fire måneder en utrolig vigtig periode i dens liv. Fra du får hvalpen og til den bliver fire måneder, har du derfor et ansvar for at klæde din hvalp så godt på som muligt til resten af dens liv, og du bør tænke over at præsentere din hvalp for noget nyt stort set hver dag i denne periode, på en positiv måde. Det betyder, at du altid bør have lækre godbidder på dig og altid skal være forudseende, så dårlige oplevelser undgås.
At hvalpen får mulighed for at hvile er lige så vigtigt. For det er når hvalpen tager en middagslur, at den bearbejder alt det, den har oplevet. Det er i søvnen, at det bliver “lageret”, kan man sige. Det er bare ikke alle hvalpe, der falder om af sig selv i alle situationer. Somme tider kan det, der sker omkring hvalpen, være for spændende til, at den vil overgive sig til søvnen, og det kommer der en overtræt og ret urimelig hvalp ud af. Så derfor er det op til dig at give hvalpen ro og et trygt sted, fx buret, så den kan falde til ro og få den vigtige søvn.
Udover socialisering og ro, så er også det, at hvalpen er aktiv i løbet af dagen en vigtige forudsætning for, at den har en optimale dag. Der skal være mulighed for at hvalpen kan bruge kroppen. Hele kroppen! Så den skal kunne løbe, vælte, rode rundt og bruge både poter og mund til at undersøge spændende ting. Hvalpe har ikke brug for at gå ture, det er meget bedre for en lille hvalp, at den kan tumle omkring og lege.
Hvalpen skal også bruge sit hoved, og den er SÅ klar til at lære. Så træn lidt med din hvalp hver dag. Bare i ultra korte sessioner, fx 2-3 minutter ad gangen, men sørg for at det er sjovt for hvalpen – og at det kan betale sig, for så får du meget mere af den adfærd, du træner.
Det at få den gode rutine i dagligdagen, så hvalpen oplever den perfekte balance i mellem socialisering, hvile og aktivitet, det er en ofte overset, men utrolig vigtig forudsætning for, at hvalpen trives optimalt og derfor også sover trygt og godt hele natten.
“Hjælp, min hvalp bider mig”
At bide er en naturlig ting for din hvalp. Det er sådan den undersøger ting, men det er også sådan den leger. Og det er når den bider for at lege, at jeg oftest oplever frustration – og somme tider bekymring og bedrøvelse hos ejer.
Inden hvalpen kommer hjem har de fleste ejere en forståelse for, at hvalpen kan finde på at bide i alting, og har derfor sandsynligvis fjernet de mest værdifulde genstande og “hvalpesikret” hjemmet så godt som muligt, så hvalpen ikke kommer til skade, hvis den bider i fx en ledning.
Det, der kommer bag på nogle, er at hvalpen ikke altid har lyst til at nusse og kæle, men at den rigtigt gerne vil lege – og lege med hele kroppen, herunder ikke mindst munden. Da hvalpen også gerne vil lege med dig, dens ejer, så kan det give sår, både på kroppen og i hjertet.
Det vigtige er at vide, at det ikke er fordi hvalpen ikke elsker dig, at den ikke vil nusse, men i stedet bider. Det er heller ikke fordi den er aggressiv og unormal. Det handler udelukkende om, at den vil ha’ gang i en fest og derfor bider den – det har virket i dens tidligere familie, altså dens søskende og til en vis grad også dens mor. Så der er ingen grund til bekymring eller til at blive såret og ked af det.
Men det ændrer jo ikke på, at det gør ondt at blive bidt af sylespidse hvalpetænder! Der er tre måder at håndtere det på:
Lade stå til
De fleste hvalpen stopper med at bide som de bliver ældre, så du kan også vælge at bare lade stå til og sørge for altid at have tykke trøjer og strømper på. At hvalpen bider er dog ikke noget, der er begrænset til de første måneder, så jeg synes ikke, at det er en holdbar løsning, slet ikke hvis der er børn i husstanden
Aflede
Du kan aflede hvalpen INDEN den bider dig, fx med noget sjovt legetøj. Hvalpen har både lyst til og behov for at lege, og benyt lejligheden til at bygge et endnu stærkere bånd ved at lege med.
Men det er vigtigt at du ikke først finder legetøjet frem, når du ER blevet bidt, for det kan resultere i at hvalpen opdager en adfærdskæde, (og det er hvalpe utroligt gode til!) der er: Jeg bider i mit menneske – mit menneske finder legetøj – vi leger.
I stedet skal du holde øje med, hvornår din hvalp er klar til at lege og sætte ind med legetøjet INDEN den når at bide i dine hænder eller ankler.
Time-out
Det er måske ikke altid, at du opdager at hvalpen vil lege og derfor når at reagere i tide. Eller det passer måske ikke ind med leg, når hvalpen vil det – eller hvalpen er pludselig ikke interesseret i legetøjet, men kun i din hånd!
I de tilfælde hjælper en time-out. En time-out er en øjeblikkelig, men kortvarig ignorering af hvalpen, dvs præcis det modsatte af, hvad hvalpen ønsker, da den jo netop bider for at få gang i noget ballade. En time-out betyder, at du tydeligt ignorerer hvalpen ved fx at gå ud af rummet og lukke døren mellem jer, eller ved at sætte din hvalp i buret. Det skal ske lige når hvalpen bider. Du skælder ikke ud, du reagerer bare, stille og roligt. Efter 10-20 sekunder vender du tilbage/lukker hvalpen ud. Hvis hvalpen gentager bideriet, gentager du ignoreringen. Og i begyndelsen kan det være mange gange. Men på et tidspunkt opdager hvalpen, at bid = du går/den kommer i buret, og den vælger en anden fremgangsmåde.
Ofte, når hvalpen når til den der vilde og voldsomme tid, hvor den bare vil bide og flå, er det et udtryk for, at den er overtræt. Hvis du ser efter tegnene vil du i løbet af kort tid genkende situationen, inden den udmønter sig i bid, og du kan forebygge. Ofte vil det hjælpe at holde hvalpen fast i favnen eller sætte den i sin hule, for at give den mulighed for at mærke, hvor træt den er. Og efter en lur er den igen den samme dejlige hvalp – og ikke en hvidhaj på ben 😉
Uanset hvordan du griber det an, så er det vigtigt at holde sig for øje, at hvalpe IKKE bider for at være onde, men simpelt hen fordi det er en del af deres sprog. I “Hvalpen bider”, der er et minikursus om hvordan du nemmest kan mærke mindst muligt til bideriet og undgå “ulvetimen”, kan du bl.a se video af Saga og jeg, hvor jeg bruger time-out’en i praksis. Når jeg har hvalp, så veksler jeg nemlig i mellem at aflede, brug af time-out’en og forebyggelse, for selvom hvalpen ikke bider for at være ond, så er vores tynde hud ikke lavet til hvalpebid, og jeg forsøger derfor at undgå det gå godt, jeg kan.
Hvordan opdrager man en hvalp
Hvalpe (og voksne hunde) lærer ved at prøve sig frem. Det, der virker, dvs det, der giver dem en go’ følelse, gør de mere af. Det er baggrunden for positiv forstærkning, som ofte bruges i hundetræning. Og det er også en viden, som du bør gøre brug af, når du skal opdrage din hvalp.
Når hvalpen flytter ind
Fra din hvalp første gang sætter poten i sit nye hjem, er den i gang med at lære. En hvalp er som en svamp, der suger til sig – og det vil være smart, at det, den lærer, er præcis det, som du ønsker.
Helt undgå, at din hvalp gør noget, du ikke ønsker, kan du ikke. Men i stedet for at skælde ud, når det sker, så skal du ignorere den dårlige adfærd og sørge for, at hvalpen ikke kan fortsætte med den. Og så skal du sætte ind på at lære den, hvad du ønsker, at den gør i stedet. Altså, hvis hunden bider for at få opmærksomhed, så skal du ignorere, fx ved at forlade rummet. Når du kommer tilbage og hvalpen er rolig, så sætter du dig hos den og kæler – og dermed belønner du den rigtige adfærd.
Men hvis hvalpen er ved at grave et hul i din græsplæne eller dit bed, så nytter det ikke, at du ignorere den – for i det her tilfælde, så er det ikke dig, der giver en go’ følelse. Det er selve graveriet, og hvalpen er fløjtende ligeglad med om du går eller bliver. Og derfor skal du i det tilfælde stille og roligt fjerne hunden, og sørge for, at den ikke kan komme til at gentage.
Og nu skal du så i stedet lære hunden, hvad du ønsker, at den skal. Det kan være at gnave på et ben eller spise foderpiller spredt ud på plænen. Når vi ønsker at stoppe en adfærd, så handler det altså om at erstatte adfærden med en anden, som du bedre kan acceptere. Denne adfærd skal trænes ind og på sigt udkonkurrere det, du ikke ønsker.
Derfor er det smart, hvis du fra dag et har besluttet, hvad hvalpen må og hvad den ikke må. Og, næsten vigtigere endnu, du skal ha’ planlagt hvad du ønsker i stedet, så du kan lære den det.
Hvis du fx ikke ønsker at din hvalp hopper op af mennesker, så skal du finde en adfærd, som kan erstatte det. Husk at hvalpen gør det for at få kontakt. Så hvad kan du sætte i stedet. Faktisk er det sådan, at de fleste mennesker hellere vil hilse på en hvalp, der sidder pænt og venter, så det vil være oplagt at lære hvalpen at sætte sig i mødet med nye mennesker.
Og så til det hårde arbejde, nemlig at undgå at hvalpen nogensinde får noget ud af at hoppe op, og i stedet sørge for, at den får masser af kontakt, når den sætter sig. Hvis du fra dag et er super konsekvent, så bliver det forholdsvist hurtigt naturligt for hvalpen at gøre. Men husk, at hvad hvalpen må, det må den altid, og hvad den ikke må, det må den aldrig. Hvalpe kan ikke forstå, hvis de somme tider må noget, men ikke til andre tider, heller ikke selvom vi lige synes det kunne være hyggeligt!
Almindelige udfordringer
At sætte en anden adfærd ind som erstatning for den naturlige adfærd, som hvalpen har, men som giver problemer, det er vejen frem. Det handler fx om gå pænt, hvor hvalpen overhovedet ikke synes, det er dejligt at gå langsomt og ligeud, begrænset af en snor. Eller kom, når der kaldes, uanset om man lige er ved at dufte til noget spændende. Eller at aflevere noget spændende, man lige har fundet og egentlig skulle til at undersøge, fx et par briller eller en fjernbetjening – eller en mobiltelefon.
Det er nogle af de almindelige tilfælde, hvor hvalpens naturlige nysgerrighed og “prøven sig frem” kolliderer med den adfærd, som vi ønsker. Derfor er det også smart på forhånd at have tænkt over, hvordan man erstatter den adfærd med en anden, der er mere ønskelig som f.eks. kom, ro, aflever, gø ikke, at være alene hjemme samt gå og læg dig.
I min hvalpeguide “Klar, Parat, Hvalp” har jeg vedhæftet en del træningsplaner til netop disse situationer, så man er klar til at sætte en adfærd i stedet for hvalpens første valg – altså fx at gå pænt i stedet for at trække (eller slet ikke ville gå). Men der er helt sikkert mange måder at nå i mål, og så længe det er positivt og spiller ind i hvalpens naturlige måde at lære på, dvs du fremelsker en anden adfærd via belønning og ros i stedet for at skælde ud, så kan du sagtens finde din egen vej i det.
Kærlighed og konsekvens
Du skal huske, at din hvalp lærer hele tiden. Og det er uanset om du tænker, at I træner eller ej. Så når du griner og kæler med din hvalp, når den slikker dig på næsen, så lærer du den, at det er ønsket adfærd. Og så nytter det ikke noget, at du skælder ud, når den også vil gøre det på din mor eller dine børn.
Hvalpe har brug for konsekvens for at kunne navigere i alt det, den ikke må – og det, den må. Selvfølgelig kan du ændre mening, men det er altså bedst, hvis du fra start ved, hvad du ønsker og så helt konsekvent holder fast i det – så gør du det meget nemmere for din hvalp at lære.
Derudover skal du være kærlig, også når du stopper din hvalp i en uønsket adfærd. Husk, at din hvalp gør det så godt som den kan med de informationer, som den har – altid. Også derfor er det godt at have ikke bare en plan A, men også en plan B, så du undgår at gøre noget i affekt, men i stedet gør lige præcis det, som man tror på hjælper hvalpen til at forstå.
Så husk de to K’er, altså Kærlighed og Konsekvens – så er du godt på vej 🙂
Alt i alt
Her har du fået mit bud på det, jeg umiddelbart ser som det vigtigste, når man er ny hvalpeejer. Jeg håber, at denne artikel har givet dig et indblik i, hvordan du kan være på mere sikker grund sammen med din nye hvalp. Jeg ved godt, at der er meget andet, end det, jeg nævner her, man kan komme ud for og/eller i tvivl om, for der ER meget, der er vigtigt, når vi snakker om det at være hvalpeejer.
Fx skal du kunne håndtere hvalpen, altså gi’ halsbånd og sele på, du skal vænne hvalpen til at køre bil og til at være i bur, du skal sørge for at den ikke spiser alting – og da slet ikke det, der er farligt for den (så det skal du også vide, hvad er) Du skal ha’ din hvalp vaccineret, den skal være vant til at få klippet negle og måske også børstes, og så er der alt det andet, du skal lære hvalpen, udover det, du lærer på et lydighedskursus – som du iøvrigt også skal sørge for at melde dig til. Jo, der er nok andet 🙂
Det er præcis derfor min online hvalpeguide “Klar, Parat, Hvalp” af mine kursister ofte også bruges som et decideret opslagsværk. For her er tips til det hele, og video af min første tid med Saga, så man både kan læse om, men også se, hvordan rådene udføres i praksis. Du kan se mere om og tilmelde dig “Klar, Parat, Hvalp” her.
Vil du hjælpe mig?
Jeg håber, at denne blogpost giver dig inspiration til, hvordan du kan tackle nogle af de vigtige udfordringer, når der lander en ny hvalp i huset. Hvis det er tilfældet, så håber jeg, at du vil dele min blog med andre. Hvis du synes, at der mangler noget, eller hvis du har spørgsmål eller tips, så skriv meget gerne en kommentar, så blogposten kan blive så god som muligt.
På forhånd tak!
Kh Lene