De typiske hvalpeudfordringer

Sådan træner du indkald: Min hund kommer ikke når jeg kalder

How To Train a Puppy To Come When Called: The Ultimate Guide To Puppy Recall - Read more at kaufmannspuppytraining.com @KaufmannsPuppy

Vi har alle hund af forskellige årsager. Men uanset om din hund skal være den skønneste familiehund eller den skarpest konkurrencehund, så tror jeg at vi alle ønsker at vi kan kalde vores hund til os, når vi har brug for det. Og det er absolut også det sikreste, for ind imellem bruger vi indkald af vores hund for at forhindre at den fx løber ud foran en bil eller væk fra en anden farlig situation.

Jeg har med årene fundet de bedste træningsmetoder og vil i denne artikel dele den viden med dig, så du også kan lære at kalde din hund til dig. Dermed undgår du at blive en af de mange hundejere, der har problemer med, at “min hund kommer ikke når jeg kalder”. Så kan du i stedet med ro i sindet, give din hund mere frihed uden at frygte for hendes sikkerhed.

I artikel kommer vi omkring følgende:

Selv hvis du egentlig ikke har tænkt dig at slippe din hund fri overhovedet, men altid vil have den i snor, så kan der jo ske uheld. Hunden kan smutte ud af en åben dør eller vriste sig fri af snoren og så kan det være katastrofalt, hvis du ikke har trænet din hund til at komme, når du kalder, så det i stedet ender med at din hund stikker af. Forestil dig i stedet at du ved, at du vil kunne kalde din hund til dig, uanset hvad. Tænk på den sikkerhed og frihed det vil give – ja, både til dig og din hund.

 

How To Train a Puppy To Come When Called: The Ultimate Guide To Puppy Recall - Read more at kaufmannspuppytraining.com @KaufmannsPuppy
.

Hvorfor er det vigtigt at kunne kalde sin hund til sig?

Udover vigtigheden i at kunne stoppe sin hvalp, hvis den smutter fra dig, så vil et sikkert hjemkald også betyde, at du kan gøre meget mere med din hvalp – og senere voksne hund. Selvom det kan være svært, er det vigtigt, at du tager ansvar for at lære din hvalp den grundlæggende lydighed, så du kan gøre meget mere med hende. Her er hjemkald en vigtig disciplin.

Der er rigtigt mange steder, hvor du kan lade din hvalp løbe frit, når blot du kan være sikker på, at du kan kalde hende hjem til dig igen. Det betyder, at din hvalp vil kunne få masser af motion og mange fantastiske – og trættende! – oplevelser. En hvalp, der ikke kommer så meget ud og ikke får de mange oplevelser, vil jo stadig have den samme energi. Og hvis ikke hun kan få afløb for al den energi på anden måde, så kan det gå ud over både sko, tæpper og tapet – ja, og meget andet. Desværre vil hvalpeejere, der er usikre på, om de kan kalde hvalpen til sig, ofte vælge ikke tage hvalpen så meget ud for netop at undgå at stå i en situation, hvor de kalder og hvalpen ikke kommer.

Det er virkelig skidt, både for hvalp og for ejer. Begge går glip af frisk luft, sund motion og en masse fælles oplevelser, for ikke at tale om den nærhed og samvær som både gåture og træning også giver.

Mine hunde er præmierede jagthunde, og jeg har mere end noget andet trænet hjemkald med dem. De er stående jagthunde, altså hunde, der finder en fugl og tager stand, dvs står så tæt på fuglen, at både fuglen og hunden ligesom “fryser fast” i situationen. For at finde disse vilde fugle er det nødvendigt, at hundene i “sit søg”, dvs hvor den løber frit, dækker et meget stort areal.

Jeg går på prøver med mine hunde, og her skal de både vise at de kan finde og behandle fugle, men også hvor hurtigt og smukt de kan løbe. Det betyder, at de løber langt væk fra mig, 2-300 meter til hver side. Og det betyder selvsagt, at mine hunde ikke kan være i snor hverken i konkurrencen eller når jeg træner.

Hvis ikke jeg kan kalde mine hunde til mig i disse konkurrencer, ja, så vinder jeg ikke og det da træls, men til at komme over. Kan jeg derimod ikke kalde dem til mig, når et rådyr springer op lige foran dem og løber fristende væk fra dem – ja, så kan jeg risikere at miste dem, hvis de i forfølgelsen af det rådyr løber over en trafikeret vej eller hvis de simpelthen kommer så langt hjemmefra, at de ikke kan finde vej hjem. Og det sidste er ubærligt at tænke på for mig, som det også vil være for alle andre hundeejere.

Og præcis derfor har det været så vigtigt for mig at finde de bedste måder at træne hjemkald på, og det vil jeg dele med dig i denne artikel.

Fundamentet til et sikkert indkald af din hund:

Gør det til en vane

Der er kun én sikker vej til et pålideligt hjemkald, og det er ved at gøre det til en vane for hvalpen at komme, hver gang du kalder. Desværre er der ikke nogen nem genvej til vaner, og slet ikke den her. Man siger jo, at før noget bliver til en vane, skal det gentages mange gange. Her ønsker vi en vane, der skal være stærkere end hvalpens instinkt, så her skal der gentages RIGTIGT mange gange.

Du skal altså kalde på din hvalp mange, mange gange, og hver gang sørge for at det lykkes. Selv når din hvalp kommer hurtigt og lige til dig, hver gang du kalder, skal du blive ved med at træne det, for enten er din hvalp ved at blive bedre til det, fordi I stadig træner det. Eller hun er ved at blive ringere til det, fordi I ikke længere træner det… Der er, ligesom hos os, ikke noget der hedder, at man lærer og så kan man. Enten er man ved at blive bedre eller ringere til det, man har lært og det gælder altså også for din hvalps hjemkald.

Vær konsekvent – sådan lykkes det hver gang

For at skabe denne vane hos din hvalp er det vigtigt, at du er både konsekvent og tålmodig. Du må fx aldrig kalde på din hvalp og så bare acceptere, at hun alligevel ikke kommer. Hvis du har kaldt, så skal det lykkes. Og hvordan gør du så det? Ja, først og fremmest så venter du med at kalde til du har hendes opmærksomhed, altså venter du bare på at hun bliver færdig med, hvad hun nu laver, og så kalder du. Hun kan selvfølgelig bliver forstyrret på vejen og sker det, så venter du blot på at hun bliver færdig og kommer til dig. Eller, hvis hun nu simpelthen glemmer, at du kaldte, så må du gå hen til hende. Men du må aldrig jage hende, for så bliver det til en leg for hende. Så derfor skal du aldrig kalde, hvis ikke du er sikker på at det kan lykkes at hun enten kommer, eller at du nemt kan få fat på hende.

Du vil nemt kunne få fat på din hvalp, hvis du altid har en line på hende. Dette er ret vigtigt og noget, som mange hopper over med megen frustration og ærgrelse til følge. Brug nu linen og skulle hun overhøre dig, så holder du bare i linen og går tættere på. Du kan evt give et blidt ryk i snoren for at få hendes opmærksomhed, men du må ikke trække hende ind til dig.

Når det så lykkes, så skal du huske at fejre, at hun kom. Også selvom det tog lidt tid, og at du måske endda skulle hjælpe hende til at huske, at hun skulle komme. Det skal fejres! For hvis du ikke fejrer det, så ved hun jo ikke, om det hun gjorde var rigtigt eller ej, og så prøver hun måske at gøre noget andet, næste gang du kalder på hende – som fx IKKE at komme…

Altså, at gøre hjemkald til så stærk en vane at den overdøver hundens naturlige instinkter, kræver virkeligt hårdt arbejde og det vil ikke altid gå lige som du ønsker. Derfor er det vigtigt at kende baggrunden for, hvorfor det er nødvendigt med al den træning; hvad det vil give jer, og allervigtigst, præcis hvordan du skal gøre det – så det kommer vi til nu.

How To Train a Puppy To Come When Called: The Ultimate Guide To Puppy Recall - Read more at kaufmannspuppytraining.com @KaufmannsPuppy

Forstå hvorfor din hvalp kommer eller ikke kommer

Somme tider, når du har kaldt på din hvalp, så kan det se ud som om hun bevidst vælger ikke at komme, som om hun faktisk gør det i trods eller for at du skal tabe ansigt. Det er ikke tilfældet, hunde har ikke bagtanker med noget de gør. De er meget umiddelbare og gør præcis det, som giver dem mest værdi. Så inden du kaster dig ud i at træne din hvalp, så kan det være smart at vide, hvordan hvalpe egentlig lærer.

Hvalpe lærer ved at prøve sig frem, og det, der gav dem en god oplevelse, dét gentager de, mens det, der var en dårlige oplevelse, bliver undgået fremover. Så det de gør, hænger altså sammen med hvad de tidligere har oplevet i en lignende situation. Når du kalder på din hvalp og den kommer til dig, så er det afgørende, at det du gør, når den kommer, er bedre end det, den måtte forlade for at komme. For hvis du kalder og den kommer til dig, og du ikke roser og belønner, så vil den sandsynligvis ikke komme næste gang, men i stedet fortsætte med det, den nu er ved, som fx at snuse til et græsstrå eller noget andet umådeligt spændende.

Og hvis du hele tiden kalder, når din hvalp er midt i en leg, så skal det, du byder på virkelig være enestående, og ofte vil det ikke engang være nok. Undgå derfor at kalde i sådanne situationer. Og når du kalder og det lykkes, så skal du altså huske at rose og belønne, for ellers vil din hvalp måske vælge ikke at komme og dermed bryde den vane, du er ved at opbygge og som din opdrætter før dig, har startet fundamentet til. Hvis altså du har valgt en go’ opdrætter…

Vælg den rigtige hvalp – og den rigtige opdrætter

Da du valgte hvilken hvalp du ønskede dig, valgte du jo også en opdrætter at købe fra. Og gode opdrættere sørger for at din hvalp bliver klar til at skulle ud i verden, de vil starte den vigtige socialisering og de vil også træne den første spæde hjemkald.

Hvalpe lærer utroligt hurtigt at der kun sker fantastiske ting, når opdrætteren kalder, for det er jo netop opdrætteren, der serverer deres mad flere gange om dagen. Når jeg har hvalpekuld, kalder jeg altid på hvalpene på samme måde hver gang, så de lærer at forbinde mit hjemkald med det mad – hvalpe er jo altid sultne 🙂 Se på nedenstående video hvordan koblingen mellem hundefløjtens to pift og maden allerede sidder godt fast hos dette kuld:

Når du får din hvalp hjem, så overgår ansvaret for bla. træning til dig. Og blandt de mange ting, du skal lære og vise din hvalp, er der efter min mening ikke noget så vigtig som hjemkaldet. Det er desværre også det sværeste.

Vær det mest interessante for din hvalp

Som du allerede ved nu, vælger hvalpen nemlig altid det, der er mest værdifuldt for den. Hvis du vil have at din hvalp skal vælge at komme til dig, når du kalder, så må du altså være det mest interessante og vigtige i hendes liv. I begyndelsen er det ikke så svært. I de første måneder af din hvalps liv er hendes verden begrænset, og du er præcis i centrum af den.

Når først hvalpen bliver ældre og mere selvsikker, vælger hun ofte eventyret til og de sikre rammer fra. På det tidspunkt kan det pludselig være svært at få hvalpens opmærksomhed, og selvom det er helt naturligt kan det alligevel være nedslående. Men du må ikke lade dig gå på af det. Husk at træning af en hvalp ikke er en sprint, men et marathon. Det handler om at se efter de små fremskridt hele tiden, for træning er i høj grad en proces som både du og din hvalp går igennem.

Ud over at være tålmodig, konsekvent og hele tiden at gå efter små fremskridt, så er der en afgørende vigtig ting, du altid må huske. Det er ALDRIG at skælde din hvalp ud, når hun kommer til dig efter du har kaldt. Uanset hvor længe hun er om det, hvor mange græsstrå, der lige skal sniffes til, og hvor store omveje hun tager… Når hun endelig kommer til dig, så skal hun have ros. Selvfølgelig kan det blive for meget for dig, og så henter du hende jo bare, som vi var inde på før. Men hvis hun selv kommer til dig, så skal du ALTID rose, uanset hvor lang tid hun har været om det.

Dette er afgørende vigtigt, fordi din hvalp overhovedet ikke vil forstå grunden til, at du skælder ud. For hende vil det føles som om du skælder hende ud for at komme til dig, for det er netop det sidste, hun har gjort. Det vil så absolut få hende til IKKE at komme fremover, og din træning vil blive så meget vanskeligere af det. Så skæld aldrig din hvalp ud når den kommer til dig – uanset hvad.

How To Train a Puppy To Come When Called: The Ultimate Guide To Puppy Recall - Read more at kaufmannspuppytraining.com @KaufmannsPuppy

Lav en træningsplan, så du sikre, at du kommer omkring det vigtigste, få inspiration her

Ok, du har nu ikke alene fundet den rette hvalp fra den bedste opdrætter, og du ved hvordan din hvalp lærer og at det hele handler om at din hvalp får så stærk en vane, at den altid bare kommer, når du kalder. Du ved også at du skal være tålmodig og konsekvent for at hjælpe din hvalp til at forstå din træning, og du ved at du skal fejre det big time hver eneste gang det lykkes. Du har altså nu de perfekte rammer for at træne din hvalp.

Der sker desværre bare ofte det, at når hvalpen kommer hjem, så skal hun lige falde til, I skal træne renlighed, hun skal lære ikke at bide, ikke at hoppe op, hun skal lære at være alene hjemme osv og efterhånden får I en ny skøn dagligdag sammen. Og tiden flyver jo i godt selskab… Som tiden går, udvikler din hvalp vaner og opbygger adfærd, og hvis ikke du ved hvordan du vil træne hende, så bliver det måske ikke lige hverken de vaner eller den adfærd du ønsker.

Derfor er det en god ide at lave en plan over hvad og hvornår du vil træne din hvalp. Det behøver ikke være en stor forkromet plan, du kan blot svare på disse spørgsmål:

  • Hvordan sikrer jeg, at træningen er sjov
  • Hvor ofte vil jeg træne med min hvalp – og evt med hvem?
  • Hvad vil jeg træne først
  • Hvordan vil jeg belønne den rigtige adfærd (ros, godbidder, legetøj o.a)
  • Hvad gør jeg, når hvalpen ikke kommer

Hvordan sikrer jeg, at træning er sjov: Der er selvfølgelig mange ting, der kan være med i overvejelserne til en træningsplan, specielt når du træner hjemkald, men den vigtigste er at planlægge at alle indkaldsøvelserne er sjove og spændende for din hund.

Træning skal først og fremmest være sjov, det er forudsætningen for at din hvalp lærer noget som helst, så det giver mening at holde fokus dér, når du laver planen. Husk også at din hvalp udvikler sig hurtigt og kan holde fokus i længere og længere tid. Derfor bør din træningsplan ændres ca hver eller hver anden måned, hvilket også vil sikre, at træningen forbliver interessant – for jer begge. Brug din erfaring fra sidste periode; gik alt, som du havde forestillet dig? Hvad gik bedst? Skal noget med over i den ny plan? Skal du være mere eller mindre ambitiøs osv.

Hvor ofte vil jeg træne: Også dét at planlægge hvornår du vil træne, er meget vigtigere end man tror. Du skal træne 5-10 minutter, helst 2-3 gange dagligt, og selvom det ikke lyder af meget, så oplever jeg alligevel at det ofte ikke sker. Så lav en realistisk plan, du kan holde. Måske skal du stå 10 minutter tidligere op? Du kan nok også bruge kortere tid på tv eller de sociale medier. For du ved jo godt, at det er vigtigt at træne din hvalp. Så sæt nu tiden af.

Hvad vil jeg træne først: Forudsætningen for al træning er at din hvalp er opmærksom på dig. Derfor bør din første plan inkludere opmærksomhedsøvelser som disse. Kun når du har din hvalps fulde opmærksomhed er der “hul igennem” og træningen kan begynde. Husk altid at hvalpe kun kan holde fokus i kort tid, så leg indimellem for at holde træningen sjov.

How To Train a Puppy To Come When Called: The Ultimate Guide To Puppy Recall - Read more at kaufmannspuppytraining.com @KaufmannsPuppy

Hvordan vil jeg belønne den rigtige adfærd: Når du bruger positiv træning er belønning vigtig og du bør også planlægge, hvordan du vil belønne din hvalp under træningen. Først og fremmest er det vigtigt at du altid roser hvalpen for den rigtige adfærd. Brug markeringsord eller en klikker. Derudover kan du understrege rosen ved at bruge fx godbidder. Godbidder virker altid på en sulten hvalp, men du bør udvide dit “belønningsarsenal” så det også rummer legetøj, ros, markeringsord/klikker osv.

Godbidder virker godt fordi hvalpe ofte er sultne. Det er vigtigt at din hvalp ikke bliver overvægtig, så en god ide kan være at dele din hvalps foder op og give noget af det under træningen. Alternativt kan du købe fedtfattige godbidder. Husk dog, at når du udfordrer din hvalp, så er det vigtigt at dine godbidder er så eftertragtede som muligt, og at din hvalp ved at du har dem med.

Men udover godbidder synes jeg at det er en god ide også at kunne bruge legetøj som belønning. For hvad gør du, hvis din hvalp viser sig ikke at være sulten eller hvis du har glemt dine godbidder?

Ikke alle hvalpe elsker legetøj, men det kan de lære. Det du gør, er først at finde ud af hvilket legetøj din hvalp finder interessant ved at holde øje med hvalpen. Du skal bruge det, den finder bare lidt spændende, i det nye legetøj du skal lave eller købe.

Det skal helst være noget som I begge kan have fat i, så I kan trække tov, som er en ganske forrygende leg, der bygger på et instinkt for at være den i hvalpeflokken, der får mest muligt mad – altså tilbage fra den tid, hvor hundemor kom med noget der skulle flænses…

Nu skal du så igennem en proces med at bygge interessen op for netop dette legetøj. Sørg for at hvalpen ikke selv kan lege med det. Gem det, fx i en køkkenskuffe, og næste gang du er i køkkenet, så bliv fjollet omkring skuffen, hvor legetøjet er i, dans lidt sidelæns hen til skuffen, mens du med glad og høj stemme snakker om legetøjet. Tag nu legetøjet op og leg med det selv, UDEN din hund får mulighed for at komme til det. Vis også med kropssproget hvor spændende det er, det du har.

Til at begynde med er din hvalp måske kun lidt nysgerrig, men nu gentager du, gerne flere gange om dagen i flere dage. Efter nogle dage vil din hvalp følge nysgerrigt med og sandsynligvis forsøge at få lov at snuse. Først når hvalpen er ret interesseret, kan du lade den lege kort med det, men uden at du slipper. Du tager hurtigt legetøjet tilbage og lægger det tilbage i skuffen… Hvalpen må aldrig selv lege med netop dette stykke legetøj, for når du mister interessen i legetøjet, ja så gør den også.

Udbyg nu, så din hvalp har det i længere tid, leg altid med og skub lidt til din hvalp, når I trækker tov – så bliver det endnu vigtigere for hvalpen at holde godt fast. På denne måde kan du opbygge din hvalps glæde ved legetøj og dermed få endnu et godt redskab i belønnings-værktøjskassen.

Hvad gør jeg, når hvalpen ikke kommer
Når vi taler om positiv træning, der jo bygger på at vi roser hvalpen når den gør det rigtige (i dette tilfælde altså når den kommer) så kan det være svært at vide hvad man gør når nu hvalpen IKKE kommer. Vi har været inde på at du skal undgå situationen, men sker det nu alligevel, så skal du i hvert fald ikke skælde hvalpen ud og du skal aldrig – som i aldrig nogensinde – slå din hvalp.

I stedet kan du med dit kropssprog vise, at du ikke er så glad lige nu. Lad være med at tale med hvalpen, men tag hende i snor og sæt hende i buret. Du kan også, hvis det er sikkert, helt ignorere din hvalp. Uanset hvordan du vælger at håndtere situationen, så beslut dig for det, før det sker. Det er vigtigt, da du som træner altid bevarer overblikket og holder dine følelser under kontrol, så din reaktion altid er formålstjenlig. Ved at have tænkt igennem hvad du vil gøre, hvis nu din hund ikke kommer, så er du på forkant.

Det rigtigste er selvfølgelig at undgå situationen ved hele tiden kun at bede om noget, som din hvalp kan og vil efterkomme. Så start med at træne hvor der ingen forstyrrelser er, og sæt gradvist og langsomt sværhedsniveauet op. På den måde vil din hvalp altid have mulighed for at lykkes og dermed bliver vanen stærk – også i pressede situationer, for dem har I allerede trænet. Og også her vil din træningsplan hjælpe dig til succes.

How To Train a Puppy To Come When Called: The Ultimate Guide To Puppy Recall - Read more at kaufmannspuppytraining.com @KaufmannsPuppy

Byg ovenpå fundamentet – sådan træner du hjemkald af din hund indenfor:

Start uden forstyrrelser og gentag for at skabe vanen

Når du skal træne hjemkald med din hvalp, så er det vigtigt at du fortsætter den træning, opdrætteren har begyndt. Så hvis din opdrætter har brugt et bestemt kaldesignal, er det helt klart nemmest for hvalpen, hvis du også bruger dette.

Som med al anden træning, så start også denne træning uden at der er forstyrrelser. Start din træning indendørs hvor du har kontrol over omgivelserne. Væn dig til at kalde på din hvalp mange gange om dagen. Ud over at kalde, når din hvalp skal have mad, så kald også når hun i øvrigt er opmærksom og måske endda i forvejen er på vej hen til dig. Det handler i høj grad om at du gentager, gentager og gentager og selv ikke tusinde gange vil være nok. Jeg ved godt, at det lyder af meget, men husk at i al hundetræning er der brug for tålmodighed, konsekvens og gentagelser for at lykkes.

Det skal lykkes når du kalder, så vær opmærksom på hvad hvalpen laver, inden du kalder. Hvis din hvalp er godt i gang med at lege med noget andet, så vent til der lige er en pause i legen, så du er sikker på at hun kommer. Det gælder om at få hjemkaldet til at lykkes så du kan rose, belønne og dermed forstærke netop den adfærd – at hun kommer, når du kalder. Vi ønsker jo en ekstremt stærk vane, så sørg altid for at det kan svare sig for din hvalp at komme.

Sådan bruger du hele kroppen, når du kalder

Jo tydeligere, du kan vise din hvalp hvad du ønsker, jo nemmere vil det være for hende at opfylde dine ønsker. Overvej derfor, om du vil bruge hvalpens navnet til at kalde eller om det blot skal bruges til at få opmærksomhed… Du kan ikke bruge det til begge dele. Jeg vil anbefale, at du bruger et kaldenavn, fx et kælenavn. Jeg kalder fx på Luca ved at sige Luca-buca-Luca-buca, som en remse. Når du kalder på din hvalp, skal det være tydeligt, at hun skal komme – og altså ikke bare kigge op. Derfor vil jeg også anbefale, at du kombinere kaldet med en hundefløjte. Væn dig til kun at kalde én gang, så din hvalp ikke vænner sig til at du kan kalde mange gange, før hun behøver at komme.

Når hun efter lidt tid har vænnet sig til hvad hendes kaldenavn betyder, kan du kombinere kaldenavn og evt fløjte med, at du vifter med dine arme over dit hoved. Formålet med det er, at hun nu både kan se og høre at hun skal komme, og dét kan være ret praktisk hvis hun er langt væk eller af en anden grund ikke kan høre dig kalde. Sørg for at lære hende håndsignalet ved at bruge det samtidig med at du kalder – hun vil hurtigt fange hvad det betyder, bare du er konsekvent omkring det.

Selvom du kun træner indendørs i begyndelsen, kan du stadig godt øge sværhedsgraden lidt ved at kalde fra flere forskellige rum og i flere forskellige situationer. Sørg altid for at du har hendes opmærksomhed før du kalder, så du er sikker på succes og på at du opbygger vanen.

Der er mange måder at få din hvalps opmærksomhed på før du kalder; du kan sige kysselyde eller en høj lyd, du kan klappe i hænderne, slå på væggen eller gøre andet, der gør din hvalp nysgerrig. Når hun så kigger op for at se hvad i alverden der sker, så kan du kalde og sandsynligheden for at hun nu kommer er mange gange større, end hvis du “bare” kaldte på hende. Husk at du skal fejre det, når hun kommer, det er virkeligt vigtigt at hun får noget ud af at komme til dig. Langt de fleste gange du kalder på din hvalp, er hun liiiige ved noget andet. Og det skal hun så afbryde for at komme hen til dig. I begyndelsen, mens din hvalp stadig er helt ung og du stadig er hovedpersonen i hendes liv, har hun ikke så meget imod det.

Når hun bliver lidt ældre, vil det ændre sig og hendes appetit på verden vokse. Så derfor er det en god ide at du, når du kalder din hvalp væk fra noget som hun er interesseret i, belønner hende og derefter med det samme lader hende gå tilbage til det, der var så interessant. På den måde vil hun ikke have så meget imod afbrydelsen, for hun lærer at hun både får din opmærksomhed, en godbid og hurtigt lov igen at gå tilbage. Og det vil gøre, at hun ofte vil komme når du kalder, også selvom hun faktisk hellere vil noget andet.

Derfor det er vigtigt at du kun kalder én gang

Som sagt er det vigtigt at du kun kalder én gang på din hvalp. Så hvis din hvalp ikke kommer – og det vil ske for dig uanset hvor godt du gør det – så må du hente hende. Sørg derfor for altid at have en snor på din hvalp indtil dit hjemkald er så stærkt, at hun altid kommer. Når du henter hende, så husk at du ikke må trække hende ind til dig, det lærer hun ikke noget af.

I stedet holder du blot i snoren, så hun ikke løber væk. Når du kommer hen til hende, tager du roligt i hendes halsbånd og leder hende lidt væk fra hvad det nu er, hun er så optaget af. Gå halvvejs tilbage til hvor du stod og kald igen. Hvis hun stadig ikke kommer, så gentager du og leder hende endnu længere fra det spændende og endnu tættere på dig. Og lad nu være med “bare” at gå kedeligt og almindeligt, når du går væk. Vær lidt fjollet og gør hende interesseret, så er sandsynligheden for at hun kommer denne gang meget større.

Det er vigtigt, at det lykkes langt hovedparten af de gange du kalder, så I har noget at bygge vanen op omkring. Men det er også vigtigt at huske, at denne træning er en proces og at det ind imellem ikke vil lykkes, så du ikke mister hovedet og modet, når det sker. Husk altid at være tålmodig og konsekvent.

How To Train a Puppy To Come When Called: The Ultimate Guide To Puppy Recall - Read more at kaufmannspuppytraining.com @KaufmannsPuppy

 

Første udfordring; Flyt træningen udenfor og tilsæt yderligere forstyrrelser

Når det efterhånden lykkes for dig at kalde din hvalp til dig hver gang indenfor, så er det tid til at udfordre lidt. En hund har ingen logisk sans og kan derfor ikke regne sig frem til, at hendes navn og/eller “kom” betyder det samme uanset omstændighederne. Derfor er det vigtigt at du forstærker adfærden ved at bringe forstyrrelser ind i jeres træning. Og den første forstyrrelse er altså at du flytter træningen udenfor. I første omgang til haven eller et andet mindre sted, der er indhegnet og hvor der ikke sker alt for meget andet. Husk at vi altid ønsker at hvalpen lykkes, så vi kan rose, belønne og dermed styrke adfærden!

Sådan får du størst succes med hjemkald udenfor

Selvom du finder, hvad du synes er et roligt sted, så vil bare det at være udenfor være en stor forstyrrelse for din hvalp. Så for at sikre at du også får succes udenfor, kan du gøre følgende:

  • Kald på hvalpen, når der er størst chance for at det lykkes, fx når din hvalp alligevel er på vej hen til dig, når et eller andet forskrækker hende, og hun ser efter dig for støtte eller bare lige vil tjekke hvor du er.
  • Kald ikke når din hvalp er optaget af andet som fx at undersøge et græsstrå. Vent til hun mister interessen og skal til noget andet. Kald så lige i det øjeblik hvor hun ikke er optaget af noget som helst andet.
  • Leg gemmeleg med din hvalp. I stedet for at du hele tiden skal holde øje med din hvalp, så kan du vænne din hvalp til at holde øje med dig. Du skal ikke lege gemmeleg med en helt ny hvalp, men når din hvalp er faldet til hos dig, så kan du begynde at lege gemmeleg. Du gemmer dig på et tidspunkt hvor din hvalp ser væk. Sørg forinden for, at din hvalp ikke kan komme til skade eller løbe væk, når den skal til at lede efter dig. Lad være med at kalde, og lad i stedet hvalpen opdage, at du er væk. Det er sandsynligt, at hun vil blive urolig og måske endda lidt bange, når hun opdager at du er væk, men det er netop den følelse, der vil sikre, at hun fremover holder bedre øje med dig, så kom ikke frem medmindre hun er ved at gå helt i sort over at du er væk. Sig i stedet små lyde, hvis det ellers er for svært for hende at finde dig. Husk at fejre i stor stil, når hun finder dig.
How To Train a Puppy To Come When Called: The Ultimate Guide To Puppy Recall - Read more at kaufmannspuppytraining.com @KaufmannsPuppy

Udnyt hvalpens instinkter til at få et glad hjemkald

Nu hvor du træner hvalpen udenfor, kan du med fordel udnytte din hvalps instinkt for at jage. Alle hvalpe og hunde elsker at jage. Nogle jager biler, andre cykler, katte, harer, rådyr, ja, listen er ret lang. Forestil dig at din hvalp styrter tilbage til dig, når du kalder, med samme iver, som når hun jagter katte… Ville det ikke bare være en vanvittig sej måde at forhindre din hvalp i at komme i problemer. Du kan udnytte din hvalps instinkter for at jage i denne øvelse:

  • Få din hvalp op på mærkerne ved at gøre klar til sjov og ballade, mens du samtidig holder hende væk fra dig i ca en armslængde.
  • Skub let tilbage på hendes brystkasse, bare så hun lige mister balancen, og så løb væk fra hende, mens du kalder på hende
  • Husk at løbe med ryggen til, ellers vil din hvalp ikke synes at hun skal indhente dig
  • Når du endelig bliver indhentet, skal det fejres i stor stil – gerne med legetøj og høj stemmeføring
  • For at bygge endnu større spænding op inden du løber, kan du bede en ven om at holde din hvalp tilbage. Sørg for at han holder på hendes brystkasse og ikke om halsen.
  • Du skal stadig lave lidt ballade foran hvalpen, så opmærksomheden er helt og aldeles på dig, vend dig så og løb og kald, når du synes, at du er tilpas væk fra hende.
  • Din ven skal slippe i samme øjeblik du kalder, og når du bliver indhentet kan du med rette rose og belønne, fordi din hvalp kom da du kaldte.

Du kan også bruge at løbe hvis din hvalp måske er lidt langsom til at komme til dig, når du kalder. Bare vend dig rundt og løb væk fra hvalpen, så vil hun sandsynligvis sætte farten op for at indhente dig – og altså også for at fange dig. Ud over at det er sjovere end at stå og vente, så vil det også betyde, at din hvalp har det sjovere med at komme og det vil betyde, at det vil lykkes oftere.

Det er vigtigt at det er sjovt for din hvalp, men det er faktisk også vigtigt, at det er sjovt for dig. For hvis du ikke har det sjovt med at træne vil du finde på alle de undskyldninger, der er nødvendige for at kunne springe træningen over, og det vil ikke være godt.

Du kan selvfølgelig ikke altid løbe væk når du skal kalde på din hvalp, men husk at lige nu er du ved at vænne din hvalp til at komme, så alle tricks gælder.

Sørg for at det er SJOVT!

En anden måde at træne et glad hjemkald er ved at gå ned i knæ og brede dine arme ud til en varm velkomst, efter du har kaldt på hvalpen. Når hun kommer til dig, så leg med hende og vis hvor glad du er. Skulle du vælte i processen, så vil det bare være endnu sjovere for din hvalp. Og jo sjovere det er for din hvalp, jo større er sandsynligheden for at hun vil komme, for hun søger jo det, der er mest værdifuldt for hende, husker du nok…

I videoen kan du se hvordan jeg bruger mit kropssprog til at få mine hvalpe til at komme efter de har været lagt dæk. Bemærk iøvrigt at deres mor bare tuller rundt så tæt på, at hun kan få del i godbidderne. Sådan er det når man er blevet en gammel og lidt forkælet hund 🙂

Som du kan se på videoen er jeg ligeglad med at mine hvalpe springer op og forsøger at vælte mig. Du behøver selvfølgelig ikke at være lige så vild, men det er vigtigt at du viser, hvor glad du er for at din hvalp kommer. Og det er vigtigt, at det er ægte. Du kan ikke lade som om overfor hunde…

Anden udfordring: Tilføj afstand og forstyrrelser til dit hjemkald

Når du lykkes med hjemkald, ikke alene indenfor, men også udenfor på kortere afstand og på steder uden mange forstyrrelser, så er det tid til at gøre vanen så stærk, at den overdøver selv store distraktioner. Derfor er det nu tid til at træne på steder, hvor der er flere forstyrrelser, fx en hundeskov, et indkøbscenter eller en stor, åben mark.

Vælg forstyrrende omgivelser, men på den rigtige måde

Der vil være mange fristelser for en hvalp, når I bevæger jer væk fra det trygge ud i den virkelige verden, og du skal huske at din hvalp aldrig må få følelsen af at hun kan løbe væk, hvis hun vil. Derfor bør du ALTID have en snor på din hvalp indtil du ved at du kan kalde hende til dig, også i disse nye spændende omgivelser. 

Første gang du bevæger dig væk fra det trygge, så forsøg at vælge et tidspunkt hvor der er færrest forstyrrelser, hunde, mennesker eller andet på det nye sted. Fx hvis du går til en hundeskov, så forsøg at komme, hvor der er færrest hunde. På den måde vil det ikke være så overvældende for din hvalp. Som altid er målet at lave et succesfuldt hjemkald, så vær klar til at håndtere de mange forstyrrelser, din hvalp vil blive udsat for.

Din hvalps opmærksomhed vil sandsynligvis være på alt andet end dig, så du må gøre dig interessant. Lav kendte øvelser med din hvalp og sørg for at din hvalp er optaget af det og engageret med dig. Husk at forstyrrelser virker størst på hvalpen hvis I er tæt på, så gå evt lidt væk fra de andre hunde, før du begynder.

Brug den lange line du har på hvalpen til at flytte din hvalp væk fra alt for interessante ting. Husk at du ikke må trække din hvalp hjem til dig, men du kan dog godt flytte hende lidt væk og så forsøge at kalde igen. Kommer hun til dig, så ros hende vildt og voldsomt. Hvis ikke, så flyt hende lidt længere væk og forsøg igen at kalde.

Når I er færdige med at træne og du ønsker at lade din hvalp lege med de andre hvalpe, er det naturligvis ok. Hvis det er trygt (se hvordan du skal forholde dig i forhold til socialisering blandt andre hvalpe) lader du hende bare gå og lege. Men hvis det skal slutte før hun er klar til det, så skal du undgå at at kalde på hende, medmindre du er helt sikker på at hun kommer. Så enten skal du kalde, når hun alligevel er på vej hjem til dig, eller også skal du bare snuppe hende på et tidspunkt, hvor du kan komme til det, men uden at jage hende.

Kontrollér omgivelserne hvis muligt

Hvis det på nogen måde er muligt, så forsøg at kontrollere omgivelserne, så din hvalp ikke kan finde større værdi væk fra dig end hos dig. Hvis du fx kender nogen med hund, så bed vedkommende om at komme med ned i hundeskoven med sin hund. Vær i nærheden af hinanden og forsøg så om du kan kalde din hvalp til dig. Hvis ikke det lykkes, fordi hun er helt opslugt af vennens hund, så skal vennen gå længere væk med hunden. På et tidspunkt vil din hvalp så opgive at komme til at lege og gå tilbage til dig. Nu roser du så din hvalp og tager hende med hen til vennen og hunden og lader dem lege. På den måde bliver dét, at din hvalp må lege, en del af belønningen.

Når I er ude, så træn også andre ting end hjemkald med din hvalp. Det vil lære din hvalp at den skal lytte til dig og efterhånden vil hun lytte mere og mere til dig. På den måde vil også andre øvelser hjælpe dig i mål med hjemkaldsøvelsen.

How To Train a Puppy To Come When Called: The Ultimate Guide To Puppy Recall - Read more at kaufmannspuppytraining.com @KaufmannsPuppy

Brug dæk på afstand til at kontrollere din hvalp

Hvis du ønsker et stærkt hjemkald over større distancer, så vil jeg anbefale at bruge yderligere kommandoer i din træning. Jeg bruger især dæk-kommandoen, da dæk i bund og grund betyder stop op. Jeg dækker mine hunde på afstand og kan dermed få dem i ro, inden jeg kalder dem hjem. Denne to-trins-raket gør det nemmere at lykkes med hjemkald, især på større afstande.

Du kan øve dæk så tit og i så mange situationer, at også dét bliver en refleks for hvalpen. Du har nu to vaner – eller reflekser, om du vil – til at få hold på din hvalp, og det gør bare chancen for at lykkes meget bedre.

Jeg kommanderer dæk, både ved at sige det, med et signal fra hundefløjten og ved at signalere ved at sænke min strakte arm med håndfladen åben nedad. Det ser lidt ud som om du forsøger at få hvalpen til at lægge sig ned med ren viljekraft – lidt ligesom en Jedi 🙂

Sådan lærer du din hvalp at dække på afstand

Til at begynde med trænes dæk lige foran dig. Vi ønsker dog at hvalpen kan dække på afstand, og derfor skal du ud over dæk også træne bliv – for det er vigtigt, at hvalpen er tryg ved at ligge alene. Du træner bliv ved at få hvalpen til at dække. Du roser og giver en godbid for det, og lige efter siger du “bliv” og holder håndfladen over hvalpen – nærmest som om du vil velsigne hende. Og mens hun er optaget af at spise godbidden, så træder du hurtigt et skridt væk og kommer lige så hurtigt tilbage. Når det virker, bliver du stående et skridt væk i længere tid. Husk kun at rose, når det lykkes. Her er lidt mere detaljerede tips til at træne bliv:

  • Hvis din hvalp bliver liggende når du siger “bliv”, så går du tilbage og roser. Træn det mange gange før du bevæger dig videre.
  • Hvis ikke din hvalp bliver liggende, skal du nu føre hende tilbage til hvor hun lå da kommandoen blev givet og starte forfra. Blot skal du være endnu hurtigere til at komme tilbage denne gang.
  • Gå altid tilbage til din hvalp indtil din hvalp er verdensmester i øvelsen. Hvis du kalder din hvalp til dig for hurtigt, vil hun vide at hun på et tidspunkt skal ud og løbe, og ofte vil hun derfor begynde at krybe eller kravle lidt frem, sådan nærmest for at tyvstarte.
  • Brug evt en måtte. Det kan være nemmere for din hvalp at lære at blive, hvis hun tydeligt kan se en afgrænsning, som fx en måtte. Det vil også være nemmere for dig at se, hvis hun lige “stjæler et par meter”
  • Gentag, gentag og gentag.

Når ovenstående virker, så kan du udbygge øvelsen. Men til at begynde med handler det ikke om at gå længere væk. I stedet handler det om at sikre, at din hvalp vil blive liggende, uanset hvad der sker. Derfor tilsætter du nu forstyrrelser. I stedet for at stå et skridt væk, går du nu rundt om hvalpen. Når det lykkes, så løber du rundt eller laver gadedrengehop. Når det lykkes, så prøv at spille bold foran hvalpen – eller måske tabe godbidder uden for hendes rækkevidde.

Grunden til at vi ikke tilsætter afstand endnu er, at vi ønsker at vores hvalp skal lykkes uanset hvad der sker. Og når du hele tiden er tæt på, så kan du nemmere lige skynde dig ind til din hvalp, hvis du kan se, at nu er det lige før hun rejser sig. Når du det inden hun rejser sig, kan du rose og belønne og dermed forstærke adfærden.

Så når din hvalp virkelig har lært at blive på din kommando, uanset hvad der sker, så kan du tilføje afstand. Start først med måske 10 meter og forøg så, langsomt men sikkert. Og når din hvalp bliver selvom du er langt væk – ja, så kan du begynde at kalde på hende i stedet for at gå tilbage til hende. Og det er så nu, at du kan begynde at træne hende til at dække på afstand.

Du beder simpelthen din hvalp om at blive, når den er næsten helt inde hos dig. Det har I trænet så mange gange, at hun per refleks vil lægge sig ned. Ros og beløn i rigelige mængder. Når det lykkes igen og igen, kan du øge afstanden mellem jer og gentage, gentage, gentage…

Det kan virke som meget at træne ved siden at de mange hjemkaldsøvelser, du skal lave hver dag. Men husk at din hvalp elsker at træne med dig og gerne vil lære nyt, og hun kan sagtens håndtere to forskellige øvelser om dagen.

I sidste ende vil du få en hvalp/unghund, der dækker på afstand på din kommando, se fx

I videoen kan du se at jeg også har lært mine hunde at skifte retning på en lang fløjtetone. Det er også en måde at kontrollere omgivelserne på, for jeg sikrer, at hunden ikke fortsætter væk fra mig, men vender om. Jeg beder ikke om at hun skal komme hjem og derfor har hun intet problem i at adlyde, for hun får lov at løbe videre, bare i en anden retning. Men når hun ændrer retning betyder det typisk også, at hun kommer tættere på mig igen, og dermed har jeg også nemmere ved at kalde hende til mig, for det vil altid være nemmest at kalde din hund til dig, når den er tæt på.

Alt i alt

Hvis du er konsekvent, tålmodig, husker at træning er en proces og gentager, gentager, gentager, så er jeg sikker på, at du vil lykkes med din hjemkaldstræning. Jeg vil ikke lægge skjul på at det er ekstremt hårdt arbejde, men der er altså ingen genveje, hvis du vil have en hund der kommer, når du kalder.

Husk at din hvalp bliver din bedste ven i mange år fremover og hun er i den grad besværet værd. Din træning vil være afgørende for hvilket liv I får sammen, og hvis du gør noget ud af dit hjemkald, vil det betyde frihed og velvære for din hund og stor tilfredsstillelse for dig.

Vil du hjælpe mig med at gøre denne artikel bedre?

Jeg håber, at du har fået noget ud af denne artikel. Hvis du har, vil jeg bede dig om at dele den med andre hundeelskere. Jeg vil desuden bede dig skrive mig en kommentar med feedback, så jeg og denne artikel kan blive endnu bedre – du må også meget gerne dele din bedste hjemkaldsøvelse.

Tak 🙂

 

Ofte stillede spørgsmål

Kan alle hunde lære at komme hver gang der kaldes?

Ja. Men jeg tror ikke, at alle mennesker kan træne det. Men med den rigtige træner kan alle hunde lære det.

Hvordan sikrer jeg, at min hvalp holder fokus på mig?

For det første skal du altid blive glad, når din hvalp vælger at komme til dig – sørg for at vise det, så hun ikke er spor i tvivl. Du kan også bruge godbidder ind imellem, især hvis din hvalp er sulten eller bare meget madglad. Men det vigtigste er at du ind imellem leger med din hvalp. Gerne noget hvor I bevæger jer, fx spiller bold eller trækker tov med noget legetøj.

Hvordan holder jeg træningen sjov?

Engagér dig! Du får lige så meget ud af det, som du giver.

Hvordan sikrer jeg at min hvalp bliver i nærheden?

Indtil du er sikker på at du kan kalde din hvalp til dig, bør du have en lang line på hende. Lad evt. din hvalp beholde linen på, selvom du slipper den – blot skal du sikre, at linen ikke kan hænge fast i noget så din hvalp kommer til skade. Når du så føler dig sikker nok til at tage den af, kan du sørge for at din hvalp ikke kommer for langt væk ved at kalde på hende indimellem. Sørg for at kalde når hun ikke er optaget af andet og ros hende, når hun kommer.

Nogle bruger et kæleord når de blot ønsker at hvalpen skal komme tættere på – jeg kalder fx på min Luca ved at sige LUKE-LUK – og det betyder bare at jeg vil have hende lidt tættere på, hvorimod LUCA betyder, at hun skal komme helt hjem til mig.

Load More Related Articles
Load More By Lene Kaufmann
Load More In De typiske hvalpeudfordringer

Check Also

Hunde og vinter

Frostklar himmel, solen der får den hvide sne ...

Pick a language

  • English
  • Dansk

Om Lene Kaufmann


Mit navn er Lene Kaufmann og jeg er professionel hvalpe- og hundetræner. Hunde fylder på skønneste vis min dagligdag og jeg elsker hvert et minut. Det, at hjælpe med at træne hvalpe, hunde og ikke mindst deres forældre, er en sand fornøjelse. Min træningsfilosofi er valg-baseret positiv træning, hvor du som ejer og træner bliver det vigtigste i din hvalps liv. For mig er hunde en af de største glæder i livet, hvis blot fundamentet er lagt rigtigt og netop derfor er hvalpetræningen så vigtigt. Jeg vil nyde også at hjælpe dig og din hvalp!

Kurser

Hvalpehold i nord- og midtjylland
Jeg tilbyder hvalpetræning i hold i nord- og midtjylland. Træningen foregår i øjenhøjde og der lægges vægt på personlig hjælp og individuel vejledning. Der er fokus på den hele hund, og altså byde lydighed som på traditionelle hvalpehold, men også på at få en harmonisk familiehund. Så i kan få det bedste samarbejde og stærkeste bånd.

 

Du finder mig disse steder: